Hitproduceren Remee og topmodellen Mathilde Gøhler lukker for første gang danskerne helt ind i deres ekstravagante liv som et af Danmarks hotteste kendispar.

Udlandsrejser, blitzende kameraer, røde løbere og en stor villa nord for København er nogle af de elementer, der kendetegner livet for et af Danmarks hotteste kendispar lige nu: sangskriveren Remee og topmodellen Mathilde Gøhler. Et liv, som danskerne indtil nu kun har kendt på overfladen.

For første gang lukker parret nu dørene i villaen op til et nært og ærligt indblik i livet som et af Danmarks mest glamourøse jetset-par. Og det sker, netop som parret har taget hul på et nyt kapitel i deres liv.

Efter 10 år som 'X Factor'-dommer skal Remee forfølge nye karriereveje, mens kæresten Mathilde Gøhler holder godt gang i den internationale modelkarriere.

Begge står de over for nye muligheder og karriereveje, mens de forsøger at balancere det daglige familieliv, hvor den treårige datter Kenya har en helt central plads.

Derfor deltager Remee og familien i serien

I serien, som strækker sig over seks afsnit, fortæller Remee og Mathilde åbent og ærligt om deres liv og fremtidsdrømme, og de suppleres af gode venner, blandt andre 'X Factor'-kollega Thomas Blachmann, sangerinde Saszeline Dreyer og produceren Chief One.

Man kommer kort sagt tættere på parret end nogensinde før, og der er en særlig grund til, at Remee og Mathilde vælger at åbne op netop nu:

'Oven på et lukket 'X Factor'-kapitel har vi taget hul på et nyt kapitel, hvor vi i fællesskab står over for mange spændende projekter. Vi føler, at tiden nu er inde til at fortælle nogle af de historier, der ellers foregår i vores liv, og noget andet og mere, end det man ser en fredag aften på nationalt tv. Vi har gang i mange nye ting, heriblandt store iværksætterplaner, der vil påvirke mange unge mennesker positivt,' fortæller Remee i en pressemeddelelse.

Vi vil ikke sælge ud

Det var dog ikke helt uden betænkning, at Remee og Mathilde sagde ja til at medvirke i det nye Kanal 5-program:

'Tv som medie er jo langtfra nyt for mig, men det er det for Mathilde og vores datter, hvorfor vi selvfølgelig har drøftet det, inden vi sagde ja til at medvirke. Vi er meget bevidste om, at vi ikke vil sælge ud af vores familie,' fastslår Remee i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Vi vil derimod gerne inspirere unge, og det, tror vi på, kan lade sig gøre ved at invitere danskerne med ind bag facaden og ikke mindst vise dem, at vi faktisk på mange måder er en helt almindelig kernefamilie, der kæmper med de samme ting som alle mulige andre, for at vores drømme skal gå i opfyldelse.'

Remee og Mathilde har dannet par siden 2014. Mens Remee har haft travlt med især 'X Factor', har Mathilde brugt størstedelen af sin tid på at rejse verden rundt som international topmodel. En karrierevej, der bestemt ikke er uden omkostninger for familielivet. Det har fået Mathilde til at tænke meget over balancegangen mellem en international modelkarriere og rollen som mor til Kenya, der kom til verden i 2015:

»Det hårde ved at være model er rejsetiden og det at være væk fra venner, familie og selvfølgelig Kenya, når jeg ikke har hende med. Det er helt sikkert den største ofring ved at leve dette liv, men samtidig også en stor frihed. Man kommer jo ikke hjem hver dag, og det skal man være okay med, ellers bliver det et helvede,« fortæller Mathilde ærligt i programmet.

I programmets første afsnit fortæller Remee blandt andet ærligt om 'X Factor'-årene og følelsen af at have arbejdet tæt sammen med den flamboyante meddommer, Thomas Blachmann.

'At lave 'X Factor' fyldte så meget for mig hvert år. Jeg røg ud af min sangskrivning hver gang, jeg kunne ikke passe mine andre forretninger på samme måde, og det tog uendeligt meget tid fra min familie. Derfor tager jeg chancen nu og må se, hvad det kommer til at få af konsekvenser. For mig er det en ny start på mine andre projekter og på mit liv generelt,' fortæller Remee.

De første fire afsnit af 'Remee og Mathilde' kan streames på Dplay fra den 19. december og får i 2019 også premiere på Kanal 5.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk

'X Factor'-dommeren vil ikke giftes i kirken

ÅH NEJ: Knas i forholdet mellem Ida og Jonas

Geggo i intim byttehandel med ‘Robinson’-stjerne: Tissede i bukserne af grin