Småbuttet og med et stort afrohår var Remee et nemt offer i folkeskolen. Men X Factor-dommeren har kun gode minder fra sin skoletid. Her fik han nemlig lov til at drømme og spille masser af musik.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Det var derhenne. Kemisk Værk Køge, hvor jeg sad og spillede lilletromme og demonstrerede mod forurening.Remee både peger, griner og kører bil samtidig, alt imens ordene vælter ud af ham. Præcis med samme mængde entusiasme som når han taler om sine grupper i X Factor.
Lige nu er den 34-årige dommer dog langt væk fra trioen 'Asian Sensation' og projektet 'Alien Beat Club'. Han er på vej mod Køge Lilleskole. En privatskole ca. 20 kilometer fra barndomshjemmet ved Jersie Strand. Og stedet, hvor han tilbragte sine første fem skoleår, lang tid før han gav sig selv kunstnernavnet Remee, men i stedet var kendt som Mikkel eller Sigurd – på grund af efternavnet Sigvardt.
Men også stedet, hvor han fik lagt de musikalske grundsten til det enorme succesimperium, han i dag kan kalde sin karriere.
- Det var både elever, lærer og forældre, der var med, siger han.
- Det var nemlig en rigtig hippieskole, hvor vi lærte at gøre noget ved tingene og ikke finde os i uretfærdigheder.
Han svinger ind foran et stort hus malet med 'Køge Lilleskole' hen over facaden.
Det ligner mest af alt et forsamlingshus, hvis det ikke var for en legeplads, en halvfærdig skateboard-rampe og en flok skrigende unger – der med ét klapper i, da de ser, hvem der træder ud af bilen.
- Det er 23 år siden, jeg var her sidst. Og jeg har ikke et eneste negativt minde herfra. Det er der ikke mange, der kan sige om deres skoletid, siger Remee og går ind ad hovedindgangen, mens børnene spæner rundt og knipser med mobilkameraer.
Nostalgisk møde
- Ha. Jeg kan genkende lugten. Den er fuldstændig den samme som dengang, lyder det nostalgisk.
Han kæmper sig forbi begejstrede børn, der alle får en autograf med på vejen. Og ned mod musikrummet.
- Her har jeg tilbragt rigtig mange timer. Der var altid to timer midt på dagen, hvor man kunne gå ind og spille musik og få assistance, hvis man ville. Her lærte vi at udtrykke os og vise følelser igennem musikken. Det gjorde, at der ikke var en eneste elev, der var voldelig. Mobning og forskelsbehandling var heller ikke noget, jeg kendte til, før jeg senere skiftede skole, siger han og fortsætter:
- Jeg kunne ellers nemt have været mobbe-offer. Jeg var den eneste med afrohår, jeg var ikke ligefrem tynd, og så gik jeg ikke klædt i det smarteste modetøj. Men det betød ikke noget. Her var der plads til alle.
Remee er opvokset hos adoptivforældrene Jette og Mogens, der var specialpædagog og udstillingskunstner.
Barndomshjemmet beskriver han som varmt og med masser af rummelighed. Der var hverken klaver eller overflod af sanghæfter, men allerede før Remee kunne gå, gik det op for adoptivforældrene, at han havde musikalsk talent. Han trommede løs på alt. Og derfor valgte familien den musikalske privatskole i Køge fremfor en almindelig kommuneskole.
- Det var et sted, jeg elskede at være. Mit andet hjem, siger han.
Chok at skifte skole
Derfor var det også et mindre chok, da han i 6. klasse selv valgte at skifte skole til en almindelig kommuneskole.
- Selv om Køge Lilleskole var et fantastisk sted at være, blev jeg ikke udfordret fagligt. Jeg havde også brug for at møde den virkelige verden. Og for første gang fandt jeg ud af, hvor vigtigt det var, hvem du hang ud med, eller hvad du gik klædt i.
På den nye skole prøvede enkelte elever også at drille ham. Han blev blandt andet kaldt 'negerbolle'.
- Når du kommer fra en skole som denne her, så hviler du i dig selv. Derfor er der ikke nogen, der vil få noget ud af at mobbe dig. Og det fandt de andre hurtigt ud af, siger han og fortæller, at han heller aldrig selv har mobbet nogen. Det var mere spændende at hænge ud med de skæve typer.
Frisind og åbenhed er derfor to vigtige elementer, han tog med sig fra Køge Lilleskole. Men det var ikke det hele.
Bytte bytte købmand
- Jeg kan huske en ting, som symbolsk har betydet meget for min evne til at se muligheder i ting, siger han og fortæller, at en uge hvert år blev hovedgangen på skolen forvandlet til et lille samfund med restauranter og butikker, og eleverne fik udleveret papirpenge, de skulle få til at yngle.
- Det har på en eller anden måde sat sig fast i mig. At det hele bare er noget, vi leger. Og ja, du kan læse dig til noget. Men i virkeligheden er vi bare mennesker af kød og blod. Vi kan sådan set blive til alt, hvad vi vil. Og vi kan altid få det til at ske, hvis vi vil, siger han.
Han peger ned på et billede.
En mørk knægt på 10 år, iført en Mickey Mouse-trøje og med en trommestik i hånden gemmer sig i det ene hjørne af billedet.
- Jeg står sikkert der og grubler over, hvordan jeg skal opnå mine mål og drømme. Jeg lærte i hvert fald, at vi er født med alle muligheder i verden. Det eneste, man kan, er at pille muligheder fra folk. Og det tror jeg stadig på. Vi behøver ikke alle de begrænsninger.
Han står i sit gamle klasselokale. En lærer har lukket døren ud til børneflokken for at få ro. Men ungerne råber utålmodigt på X Factor-dommeren.
- Remee, Remee, Remee! lyder det, og han kan ikke lade være med at smile. På vej ud mod bilen går han forbi kantinen og skriver de sidste autografer.
- Det var et godt gensyn, siger han:
- Det eneste, der måske manglede, var nogle af de personer fra dengang.
