Anders Bech Jessen vil have tid til familien

Efter halvandet års pause som fast vært vender Reimer Bo Christensen tilbage til DR Nyheder.

Han overtager værtsstolen på 21 Søndag fra Anders Bech Jessen, der har besluttet at stoppe som vært.

- Det er det mest tilfredsstillende program, jeg som vært har været med til at lave. Men efter to et halvt år trænger både min familie og jeg til nogle flere weekender, hvor der er plads til andet end arbejde, siger Anders Bech Jessen.

Det er planen, at der skal findes et nyt job til Anders Bech Jessen i DR Nyheder, når han vender hjem fra ferie i Frankrig.

Reimer Bo Christensen forlod livet som fastansat vært på TV Avisen for halvandet år siden for at starte sit eget firma og være freelance-vært, blandt andet på sit eget talk-show, Reimers. Her nåede han blandt andet at interviewe grevinde Alexandra.

Den nye gamle vært er klar i studiet, når 21 Søndag får sæsonpremiere den 29. august.