Det var ikke skidt, da rockbandet spillede i Herning onsdag. Men det var heller ikke godt, mener anmeldere.

. Det californiske rockband Red Hot Chili Peppers har ofte fået skældsord med fra anmeldere, når det har lagt vejen forbi Danmark.

Især koncerterne på Roskilde Festival i henholdsvis 2007 og 2016 har gjort anmeldere rødglødende.

Så galt gik det dog ikke i Herning onsdag aften.

Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo giver bandet tre ud af seks stjerner for koncerten.

Han er især træt af lyden.

- Vi andre er ved at være godt trætte af Chili Peppers' lydmand, skriver han og uddyber:

- Hvis det ikke var fordi, de rent faktisk gav en vellykket koncert i Boxen tilbage i 2011, så er det jo lige før, man skulle tro, rødderne havde besluttet sig for at fucke up med vilje, hver gang de kom til Danmark.

BT's Jan Eriksen er lidt mere begejstret. Han præmierer musikerne fra Los Angeles med fire ud af seks stjerner.

- Et eksorbitant lysshow og toptændte musikere gjorde onsdagens Red Hot Chili Peppers-koncert i Jyske Bank Boxen til én stor undskyldning for blamagen på årets Roskilde Festival, skriver anmelderen.

Alligevel får koncerten ikke flere end fire stjerner. Det skyldes ifølge BT's anmelder forsanger Anthony Kiedis.

- I visse passager med Kiedis i fokus var det tæt på at gå i stå. Som for fire måneder siden på Orange Scene, hvor han virkede uengageret som i paradenummeret "Californication", skriver Jan Eriksen.

Han tilføjer, at Kiedis lød "som terpede han salmevers."

/ritzau/