Reality-stjerne skal være far: Afslører hemmelig kæreste
34-årige DJ har holdt sin kæreste hemmelig i otte måneder.

34-årige DJ har holdt sin kæreste hemmelig i otte måneder.

Den omdiskuterede tv-kendis og DJ, James Kennedy, skal være far for allerførste gang.
Han venter sit første barn sammen med sin 23-årige kæreste, Jordan Meyers.
Det fortæller han i et interview med det amerikanske medie People.
Parret har indtil nu holdt kortene tæt til kroppen.
»Vi har tidligere holdt vores forhold ude af offentlighedens søgelys, og det her er første gang, vi deler det offentligt. Vi ønskede at holde tingene private, mens vi opbyggede vores forhold sammen,« fortæller han til mediet.
Jordan Meyers har ikke selv vist babybulen frem på Instagram endnu.
James Kennedy er herhjemme og i udlandet især kendt fra reality-programmet 'Vanderpump Rules', der følger de ansatte hos Lisa Vanderpump – kendt fra det enormt populære 'Real Housewives of Beverly Hills'.
Men for James Kennedy har overskrifterne ofte handlet om alt andet end det, der skete foran tv-kameraerne.
Der kom for alvor ridser i lakken, da han blev anholdt efter husspektakler tilbage i december 2024.
Dengang svirrede rygterne hurtigt om, at han skulle have udøvet vold mod sin daværende kæreste, Ally Lewber. Måneden efter slog hun dog fast, at der ikke havde været tale om fysisk vold.
Kort efter, i 2025, gik parret endegyldigt fra hinanden.
James Kennedy var dog ikke single længe, før han fandt kærligheden på ny i Jordan Meyers.
Hun beskriver nu over for People, hvordan de to faldt pladask for hinanden allerede på deres allerførste date:
»Det sekund jeg mødte James, mærkede vi øjeblikkeligt en enorm gnist imellem os,« fortæller hun og uddyber, hvordan de kommende forældre mødtes:
»Vi fik i første omgang kontakt på Instagram, og derefter mødtes vi ansigt til ansigt til et af hans shows. Jeg er fra North Carolina, så jeg tog hen for at besøge James i, hvad der egentlig skulle have været 'tre dage' – hvilket nu er blevet til otte måneder sammen.«
Nu kulminerer de otte måneders forhold altså med en kommende familieforøgelse for det unge par.