Retssag mod ASAP Rocky tiltalt for vold i Sverige begynder tirsdag formiddag. Rapperen nægter sig skyldig.

Den amerikanske rapper ASAP Rocky nægter sig skyldig i vold mod en 19-årig mand, som han var i uoverensstemmelse med på åben gade i Stockholm 30. juni.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Retssagen er begyndt tirsdag formiddag i Retten i Stockholm og fortsætter torsdag og fredag.

Ifølge nyhedsbureauet har ASAP Rockys advokat i retten forklaret, at overfaldet skete i selvforsvar, da den 19-årige mand havde forfulgt og provokeret ham og hans følge.

- Han (ASAP Rocky, red.) indrømmer, at han skubbede offeret i jorden, at han trådte på armen og slog eller skubbede til hans skulder, siger ASAP Rockys advokat, Slobodan Jovicic, til retten.

Ifølge Ekstra Bladet foregår retssagen på svensk. ASAP Rocky og de to andre tiltalte har tolk på.

I retssalen er rapperens familie, heriblandt moren Renee Black, til stede.

Hvis ASAP Rocky bliver dømt for vold, risikerer han en fængselsstraf på op til to år. Men ifølge Ekstra Bladet har en ekspert vurderet, at en betinget dom vil være mere realistisk.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har anklagemyndigheden indledt retssagen med at gennemgå bevismaterialet og den 19-åriges skader.

Billeder og film indgår som en del af bevismaterialet. Der er blevet vist billeder af en flaske, som muligvis blev brugt under voldsepisoden.

Der er også blevet fremlagt en rapport, der tyder på, at manden kan være blevet skåret med en skarp genstand.

Anklageren har i retten forklaret, at ASAP Rocky tog en tom flaske fra gaden og slog den 19-årige mand med den.

Forsvareren har sået tvivl om, hvorvidt flængerne på den 19-åriges underarm bevidst blev forårsaget af en flaske, eller om skaderne er kommet efter fald mod knust glas på jorden.

Forsvareren afviser, at rapperen slog manden med en knust flaske, og har fremvist billeder af ASAP Rockys sko.

Forsvareren mener, at der kan have siddet glasskår under skoen, som kan have forårsaget de skader, som den 19-årige har fået.

En af de tiltaltes forsvarer fortæller, at de tiltalte troede, at den 19-årige mand og hans ven, der var til stede under episoden, var bevæbnede. Der blev derfor handlet instinktivt.

Flere personer har optaget episoden med deres mobiltelefoner.

Videooptagelserne viser, hvordan rapperen og hans følge skubber den 19-årige mand i jorden og slår og sparker ham, mens han ligger ned.

Før rapperens anholdelse lagde han en video på sin Instagram-profil, der viser optakten til episoden.

Sms-beskeder mellem personer i ASAP Rockys kreds er også blevet fremlagt i retten.

I nogle af beskederne fremgår det, at videoen, som rapperen har delt på Instagram, er blevet redigeret lidt.

Episoden skulle angiveligt være foregået ude foran en burgerrestaurant. En videoovervågning fra stedet viser en mand, som diskuterer med rapperen om et par hovedtelefoner. ASAP Rocky beder manden om at stoppe med at følge efter ham gentagne gange.

Den 19-årige mand har krævet en erstatning på i alt 139.700 svenske kroner, som svarer til næsten 100.000 danske kroner.

Manden blev også selv anmeldt for vold. Men sagen mod ham blev henlagt, fordi anklagemyndigheden mener, at han handlede i selvforsvar.

Den 19-årige mand har tirsdag eftermiddag afgivet forklaring i retten, mens det først er ASAP Rocky og de to andre tiltaltes tur torsdag.

Efter planen skal vidnerne til episoden også afgive forklaring torsdag.

Den 30-årige rapper, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, blev anholdt i begyndelsen af juli.

USA's præsident, Donald Trump, tv-stjernen Kim Kardashian West, hendes husbond, rapperen Kanye West, og flere andre kendte amerikanere har opfordret Sverige til at løslade rapperen.

Robert C. O'Brien, som er Trumps særlige udsendte i sager om gidselstagning er også til stede i retten.

- Præsidenten spurgte, om jeg ville tage herhen for at vise støtten til de amerikanske borgere, og vi arbejder på at få dem hjem så snart som muligt, siger OBrien til AFP.

Den svenske møbelgigant Ikea er også blevet mærket af rapperens anholdelse i den svenske hovedstad.

Flere af ASAP Rockys fans opfordrer via de sociale medier til boykot af svenske produkter og firmaer - heriblandt Ikea.

Tidligere har en underskriftindsamling også fået store stjerner som Post Malone, Justin Bieber og Frank Ocean til at ytre deres støtte til rapperen.

/ritzau/