Den amerikanske rapper Kodak Black er igen blevet arresteret af politiet i Florida.

Ifølge politirapporten fandt betjente rapperen sovende bag rattet i sin Bentley SUV, mens bilen blokerede trafikken i Plantation, en forstad til Florida.

Rapperen, der står bag nummeret ‘Tunnel Vision’ fra 2017, har solgt mere end 30 millioner singler og står bag hits som 'Super Gremlin', der sidste år blev nummer tre på Billboard Hot 100.

Da politiet vækkede ham, vågnede han til en sigtelse for besiddelse af kokain, manipulation af beviser og for at have parkeret ulovligt. Det skriver Independent.

Den 28. oktober i år optrådte Kodak Black til 'One Musicfest' i Piedmont Park i Atlanta. 
Den 28. oktober i år optrådte Kodak Black til 'One Musicfest' i Piedmont Park i Atlanta.  Foto: Paul R. Giunta/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Torsdag blev den 26-årige musiker med det borgerlige navn Bill Kapri varetægtsfængslet. Og det er ikke første gang.

Sidste år blev han arresteret og anklaget for blandt andet at have handlet med ulovlige stoffer. Men dengang blev han løsladt mod en kaution på 75.000 dollar, på en betingelse om, at han fremover skal stille til regelmæssige narkotests.

Men flere gange er han udeblevet fra testene, hvilket tidligere i år fik en dommer til at tvinge rapperen på 30 dages afvænning. Men allerede få dage senere blev han ifølge retsprotokollen testet positiv for det ulovlige stof fentanyl.

I januar 2021 afsonede Kodak Black en dom på tre år og ti måneder for dokumentfalsk, da den daværende præsident, Donald Trump, dagen før sin aftræden, valgte at benåde ham.

Det Hvide Hus begrundede dengang Trumps beslutning med, at Black havde udvist samfundssind, mens han sad indespærret.