Han er dansk, bor i Hollywood og er bindeled mellem danske firmaer og stjerner som Paris Hilton og Christina Aguilera

Kendisserne elsker ham, og de europæiske firmaer jagter ham. Danske Claus Hjelmbak har startet sit eget firma i Hollywood, hvor han matcher stjerner, såsom Heather Locklear, Lucy Liu og Cindy Crawford med danske og europæiske selskaber.

For Claus Hjelmbak begyndte det amerikanske eventyr, da han for 16 år siden rejste til New York for at tage et år som udvekslingsstudent. Da året var gået, havde Claus ikke fået nok af USA, og derfor endte det med, at han bosatte sig i L.A.

Kæresten var kontakten til Hollywood
Han blev kærester med makeup-artisten Stephane Marais, og herigennem blev han hurtigt introduceret til Hollywoods mange stjerner.

- Jeg lagde mærke til, at det var svært for det europæiske marked at få fat i de store amerikanske stjerner. Deres agenter svarede simpelthen ikke tilbage til små firmaer. Gennem en veninde hørte jeg, at det danske tøjfirma b.young manglede en model. Jeg havde en forbindelse til skuespillerinden Heather Locklear, så jeg skabte kontakt mellem dem, siger Claus. Og så var grundstenen til hans firma 'Diamonds Entertainment' lagt. Samarbejdet mellem Heather Locklear og b.young blev en succes for begge parter.

Bagefter modtog Claus et brev fra skuespillerinden, hvor hun skrev og takkede ham for at have givet hende så god en oplevelse. Og det danske tøjfirma var også meget tilfredse:

- Claus var god at arbejde sammen med, fordi han kendte spillets regler i Hollywood. Han hjalp os med alt fra location derovre til catering og kontraktforhold, siger Helle Vesterager, der er public relations manager i b.young.

Da firmaet skulle finde en ny model, henvendte de sig igen til Claus, og han satte dem i kontakt med Sex And The City-stjernen Kristin Davis.

Danske Connie til danske smykker
Siden har 'Diamonds Entertainment' været bindeled mellem mange stjerner og danske firmaer, f.eks. skuespilleren Connie Nielsen og det store danske smykkefirma Ole Lynggaard:

- For et dansk firma er det godt at kunne arbejde med en dansker, der er i Hollywood. Han ved, hvordan tingene fungerer derovre, men samtidig har han den ukomplicerede danske mentalitet, der gør, at man kan sidde sammen med Connie Nielsen og få en leverpostejsmad til frokost. Danskere tager generelt hele det der kendis-show med ro, siger Søren Lynggaard, som er administrerende direktør for Ole Lynggaard.

Danske rødder skyld i succes
Og netop Claus’ danske rødder er i følge ham selv én af grundene til, at de store stjerner er så trygge ved ham:

- Det er vigtigt for mig at bevare mine danske kvaliteter. Jeg tror på enkle venskaber, sarkastisk humor og og så bryder jeg mig ikke om selvhøjtidelighed, siger Claus. Derfor stiger det ham heller ikke til hovedet, bare fordi hans omgangskreds inkluderer Britney Spears, Christina Aguilera og Paris Hilton:

- Man skal kunne skelne mellem Hollywood og sit arbejde. Det er jo ikke bare én stor fest, siger Claus Hjelmbak, når man spørger ham, hvordan man som dansker får succes med sit eget firma i Hollywood.