Efter at rockstjernen Brian May har fortalt, at han var døden nær, har han modtaget et væld af søde beskeder.

Den engelske rockstjerne Brian May fra det legendariske band Queen afslørede mandag, at han har været ramt af et hjerteanfald, og at han med egne ord var meget tæt på døden.

Brian May fortalte selv historien fra sin Instagram-side, og efter det er han blevet oversvømmet af søde mails og beskeder.

- Jeg er overvældet. Jeg er mere end bare rørt over strømmen af kærlighed og støtte, der er kommet til mig. Det havde jeg slet ikke forventet.

- Min mailindbakke er fuld af utrolige beskeder. Jeg kan ikke besvare hver og én, så lad mig i det mindste sige tak til jer her, siger den 72-årige rockstjerne i en video på Instagram.

Brian May er guitarist i bandet Queen, der har lavet kæmpehit som "Bohemian Rapsody" og "We Will Rock You". Bandet har eksisteret siden 70'erne og spiller - når der ikke lige er coronavirus - stadig koncerter verden rundt.

Tidligere denne måned havde Brian May haft spændinger og ondt i brystet og tog derfor på hospitalet.

Lægerne opdagede, at brystsmerterne skyldtes et mindre hjerteanfald, og at tre blodårer var blokeret.

- Jeg var i chok. Jeg troede, jeg var en sund fyr, sagde Brian May i et Instagram-opslag mandag.

Han valgte selv at dele hele historien, for at der ikke skulle opstå misforståelser. Og det er han glad for, især fordi han efterfølgende har fået så mange søde henvendelser.

- Tak, tak tak, for det al den fantastiske kærlighed I har givet mig. Det værdsætter jeg virkelig, og jeg glemmer det aldrig, siger Brian May.

På en måde mindede det ham om at være til en begravelse. Ikke en hvilken som helst begravelse, men sin egen.

- Det føltes, som om jeg døde, men at jeg alligevel kunne være til begravelsen og høre hyldesterne.

- Ved begravelser siger folk en masse vidunderlige ting om den person, der er væk, uden at han eller hun kan ikke høre det. Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at høre det. Mit liv er komplet, siger Brian May.

Her nogle uger efter hjerteanfaldet har rockstjernen det en hel del bedre. Han tager det roligt og kan igen spille guitar, lyder meldingen.

/ritzau/