Puk Elgård har fået 'angsten ind med modermælken', men hun har besluttet sig for, at det ikke skal hæmme hverken hende eller hendes familie.
Hvorfor tror du, du bekymrer dig så meget?
»Det kommer sig af, at jeg er vokset op i en familie, hvor der var mange ting at bekymre sig om. Mine forældre mistede en datter, inden jeg kom til verden. Det er klart, at så bekymrer man sig. Jeg er født ud af en krop fuld af bekymringer, fordi min mor selvfølgelig var fuldstændig påvirket af sorgen efter at have mistet et barn. Man kan nærmest sige, at jeg har fået angsten ind med modermælken.«
Hvad er det, du især bekymrer dig om?
»Det kan være alting. Jeg kan bekymre mig om, at der sker min søn Robin noget. Jeg tror jo, han skal dø, bare han kører til Netto. Jeg har været meget heldig at få Robin med en mand, der ikke bekymrer sig, før der er noget at bekymre sig om. Og så bekymrer jeg mig om sygdom og naturkatastrofer, ligesom jeg heller ikke kan lide at køre bil eller flyve.«
Hvordan reagerer du, når din hjerne får et bekymringstrip?
»Det er jo en klassiker, at når børnene er ude om aftenen, så kan man ikke sove. Sådan har jeg det også. Men jeg tror, jeg har en fundamental katastrofeangst indeni, fordi en af de største katastrofer, man kan gennemleve – at miste et barn – skete i min familie. Det betød, at de passede ekstra godt på mig, og der var altid nogen, der sagde 'pas på'.«
Begrænser bekymringstankerne dig?
»Egentlig ikke. Selv om jeg er bange for både at køre bil og flyve, så har jeg altid gjort det. Jeg har for længe siden taget en beslutning om, at det ikke må hæmme mig. Og det mener jeg faktisk godt, man kan beslutte sig for.«
Hvordan formåede du at trodse det og finde den styrke?
»Det handler om at finde ud af, hvor bekymringen i realiteten kommer fra. Og da jeg forstod, at angsten og bekymringen egentlig ikke havde noget med mig at gøre – at den ikke var min angst, men mine forældres – så kunne jeg på en eller anden måde parkere den.«
Hvordan har du ageret i det som mor?
»Jeg har altid talt åbent om det og sagt til Robin, at han har en mor, der er en værre bekymringsfis, og hvis han synes, at det er for meget, så skal han sige det. Jeg har gjort det tydeligt for ham, at det ikke har noget med ham at gøre, men at det ville være en stor hjælp for mig, hvis han lige vil give lyd. Og det vil han. Heldigvis griner han også ofte af mig, når jeg tror, han skal dø af at køre en tur i Netto. Når han så kommer tilbage, så stikker han til mig og siger: 'Der kan du bare se!'.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
