Det bliver muligt for fans at overvære det europæiske melodigrandprix, Eurovision, i næste måned. Det finder sted i den hollandske by Rotterdam.

Det skriver det hollandske nyhedsbureau ANP News. De henviser til en beslutning truffet af landets regering.

Arrangørerne har tidligere sagt, at det ikke var sikkert, at publikum kunne overvære semifinalerne og finalen. Det skyldtes høj smitte med coronavirus i landet.

Den hollandske regering meddelte tidligere i april, at man ville udnytte anledningen til at teste, hvordan store arrangementer kan afholdes coronasikkert.

Derfor ville man tillade op mod 3500 tilskuere til stede ved hver af semifinalerne og til finalen, såfremt smittesituationen tillod det.

Sangkonkurrencen afholdes fra 18. til 22. maj.

/ritzau/Reuters