Da norske prinsesse Märtha Louise mistede sin eksmand Ari Behn i december sidste år, trak dødsfaldet overskrifter i både ind- og udland.

Og pressens massive bevågenhed har ikke været nem, fortæller Märtha Louise nu i et nyt afsnit af en norsk podcast, der handler om prinsessens forhold til medierne.

»Det er desværre noget, der sker alt for ofte. Særligt i sårbare tider som den jeg og hele min familie har været i efter Aris død. Det er meget overvældende, og det har været en ekstra stressfaktor. Det må jeg sige,« udtaler hun ifølge dagbladet.no i podcasten 'Tut og mediekjør'.

Podcasten tager udgangspunkt i en større artikel bragt i netop dagbadet.no, som handler om prinsessen og hendes kæreste.

Prinsesse Märtha Louise synes, mediernes interesse efter hendes eksmands død, har været stressende.
Prinsesse Märtha Louise synes, mediernes interesse efter hendes eksmands død, har været stressende. Keld Navntoft

Märtha Louise medvirker dog ikke selv i artiklen, og det er beslutningen om at bringe historier som den, hun stiller spørgsmålstegn ved i podcasten.

»Er det sådan, at pressen bestemmer, at de ejer min historie, eller ejer jeg den selv?« spørger hun.

Hun svarer selv og pointerer, at hun mener, hun ejer sin egen historie og dermed retten til, hvornår hun skal give interviews.

Nyhedsredaktør på dagbladet.no Frode Hansen medvirker i samme podcast.

Prinsesse Martha Louise og Ari Behn dengang de stadig var gift.
Prinsesse Martha Louise og Ari Behn dengang de stadig var gift. JONATHAN NACKSTRAND

Han fortæller, at det er mediets udgangspunkt at få alle, de skriver om, til at medvirke.

»Nogle gange ønsker personen ikke at bidrage til artiklen. I de tilfælde bliver det en vurdering fra sag til sag om, hvad man skal skrive, om historien skal publiceres og så videre,« siger han.

I den konkrete sag var vurderingen, at historien kunne skrives, selv om prinsessen og hendes kæreste ikke medvirker, forklarer Frode Hansen i podcasten.

Ari Behn og prinsesse Märtha Louise blev skilt i 2017. De har sammen tre børn.