I juli blev prins Joachim ramt af en blodprop. Det har udskudt hans start som forsvarsattaché i Paris.

Prins Joachim optræder fredag offentligt i forbindelse med sin jobstart som forsvarsattaché i Paris. Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Det er den første offentlige optræden, siden prinsen i juli blev ramt af en blodprop i hjernen under en ferie i Sydfrankrig.

Det skete, mens han opholdt sig på familiens franske vinslot, Chateau de Cayx. Derfra blev han hastet på hospitalet i Toulouse. Her blev han udskrevet i starten af august.

Kongehuset har tidligere oplyst, at prinsen ifølge lægernes vurdering vil komme sig uden fysiske følger og andre mén.

Efter blodproppen har den 51-årige prins haft besøg af sin storebror, kronprins Frederik, i Frankrig.

Det var egentlig planen, at prins Joachim skulle være startet i sit nye job 1. september. Det var dog blevet udskudt til midten af september.

- Det har hele tiden været planen, at prinsen skulle starte medio september, oplyser kongehuset.

- Efter lægernes anvisninger foregår opstarten stille og roligt - herunder med hjemmearbejde, som jo også er helt i tråd med den generelle arbejdssituation i Paris som følge af covid-19, skriver kommunikationschef Lene Balleby i en sms.

Det kom frem i juni, at prins Joachim var blevet udnævnt til forsvarsattaché i Paris. Stillingen har en varighed af tre år. Der er dog mulighed for forlængelse.

En forsvarsattachés opgave er blandt andet at skabe kontakt mellem lande. I dette tilfælde Danmark og Frankrig.

Prins Joachim var forud for udnævnelsen bosat i Frankrig med prinsesse Marie og deres to fælles børn, prins Henrik på 11 år og 8-årige prinsesse Athena

Det skyldes, at han i september sidste år startede på en lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet École Militaire. Prins Joachim har en mangeårig tilknytning til Forsvaret.

Fra sit ægteskab med grevinde Alexandra har han sønnerne prins Nikolai på 20 og 18-årige prins Felix.

/ritzau/