Prins Harry anså det ikke for »racistisk«, da et medlem af den britiske kongefamilie flere gange spurgte nærmere ind til hans ufødte barns hudfarve.
Det siger han i et interview, som søndag er blevet sendt på den britiske tv-kanal ITV.
Det var i et interview med Oprah Winfrey i 2021, at prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, fortalte, at mens hun var gravid, var prinsen af et familiemedlem blevet spurgt, »hvor mørk« en hudfarve deres søn Archie ville få.
Det er aldrig blevet fortalt, hvilket familiemedlem der skal have spurgt om sønnens hudfarve. Men emnet er kommet op flere gange i samtaler mellem prinsen og familiemedlemmet.
Episoden blev et af de mest omdiskuterede emner i Winfrey-interviewet, hvor britiske tabloidaviser også blev beskyldt for en racistisk behandling af hertuginde Meghan.
Harry afviser at have beskyldt familiemedlemmet for racisme.
»Nej, det gør jeg ikke. Det har den britiske presse sagt,« siger Harry i interviewet med ITV, som udkommer op til udgivelsen af bogen 'Spare', der på dansk kommer til at hedde 'Reserven'.
Han siger også, at hertuginde Meghan heller ikke kalder kongefamilien »racister«.
Men efter at »have levet som en del af familien« mener Harry at kunne slå fast, at der er tale om »ubevidste fordomme«.
/ritzau/AFP