Tirsdag aften holdt den britiske prins en tale, der fik hans egne følelser til at boble over.

Det er kun et år siden, prins Harry og hans kone, hertuginde Meghan, deltog i prisuddelingen WellChild Awards, men meget er sket siden.

Derfor var det en helt særlig oplevelse for prins Harry at gå på talerstolen under arrangementet, da det fandt sted igen tirsdag aften. I mellemtiden er parret nemlig blevet forældre for første gang.

Den britiske prins brød sammen og måtte holde en pause for at få styr på tårerne og stemmen, da han talte til de mange gæster, der deltog i arrangementet, som hylder syge børn og dem, der hjælper dem.

- Sidste år, da min hustru og jeg deltog, vidste vi, at vi ventede vores første barn. Det var der ikke andre, der vidste på det tidspunkt, men det gjorde vi, sagde prinsen, før han måtte tage et øjebliks pause og rømme sig, mens han kæmpede med gråden i halsen.

Det fik publikum til at bryde ud i klapsalver.

- Jeg kan huske, at jeg klemte Meghans hånd så hårdt under prisshowet. Vi tænkte begge på, hvordan det ville være at blive forældre en dag, og hvordan det ville være at prøve at gøre alt for at beskytte vores barn, hvis det blev født med udfordringer eller blive sygt med tiden.

- Nu står jeg her som forælder og taler til jer, og det skærer i mit hjerte på en måde, jeg aldrig ville have kunnet forstå, før jeg fik mit eget barn, sagde prinsen.

Det er lige knap et halvt år siden, prins Harry og hertuginde Meghan blev forældre til sønnen Archie, der kom til verden den 6. maj.

/ritzau/