Præsten kom på meget svær opgave i Hurup Kirke da Kandis-sangeren Johnny Hansen sagde farvel til sin Helle.
Johnny Hansen er nødt til at komme videre. Han er nødt til at sige til sig selv: Dette er ikke min skyld. Dette er ingens skyld.Det var hovedbudskabet i den bevægende tale sognepræst Jens F. Munksgaard i går holdt i den tætpakkede Hurup Kirke i Thy.
- Det er forfærdeligt at miste sin mor, sin ægtefælle, sin datter. For Helle var I det kæreste, hun havde. I elsker Helle. Helle elsker jer. Det kan vi sige med sikkerhed, fastslog præsten.
Tæt på uden at ramme
Jens F. Munksgaard var kommet på en uhyre svær opgave. Han skulle tale om Helle Bekhøjs selvmord og forsøge at indkredse hendes dybe livskrise uden at såre nogen i kirken eller komme for tæt på. Den opgave løste han ved at tale om det centrale i livet: Kærlighed.
- Det kan kun være kærligheden, der endte med at gøre udslaget for Helle. Har Helle syntes, at hun ikke kunne give jer den kærlighed, hun gerne ville. Har Helle brugt sine sidste kræfter på at vise jer netop den kærlighed, spurgte præsten og tilføjede:
- Alt dette er kun åbne spørgsmål og gætværk.
Ved et selvmord vil der næsten altid være en skyldfølelse hos de efterladte. Gjorde vi nok? Lyttede vi nok? Elskede vi nok? Ifølge sognepræst Jens F. Munksgaard er det afgørende vigtigt, at Helles familie ikke synker ned i et sort hul af selvbebrejdelser.
Kærlighed er ikke skyld
- De allerstørste fejl begår vi på grund af kærligheden. Det er aldrig kærlighedens væsen at pålægge andre skylden. Det er også en fejl at påtage sig skylden. Vi må lægge alt i Guds hænder. Vi må lægge alle de åbne spørgsmål hen i hans varetægt.'
Om sorgen sagde præsten:
- I dag synes det helt ubærligt at leve med den byrde, at Helle ikke er her mere. Vi skal bære den byrde, hun reelt ikke kunne bære.
Da præsten var færdig med sin tale, spillede trompetist Per Nielsen 'Amazing Grace'. Den smukke, klare tone greb hjertet hos de mange sørgende i kirken.
Johnny Hansen bar ikke selv, men gik lige bag ved kisten med sine to teenagedøtre tæt ind til sig. Et øjeblik stod han under den blytunge himmel uden for kirken, krammede sine døtre, og tørrede tårerne væk. Så bøjede han hovedet og gik den sidste tunge gang hen mod graven.
