Ellen DeGeneres' talkshow skal undersøges af selskabet bag efter anklager om 'giftigt arbejdsmiljø'.

Siden 2003 har den amerikanske talkshow-vært Ellen DeGeneres haft et utal af gæster på besøg i sit talkshow 'Ellen' – altid med masser af grin og godt humør.

Men bag kulisserne er stemningen angiveligt fyldt med frygt, intimidering og racisme.

Det er i hvert fald, hvad en række anonyme kilder har anklaget showet for, hvilket selskabet bag 'Ellen', WarnerMedia, nu vil undersøge.

Det skriver avisen The New York Times.

Ifølge avisen skal WarnerMedias personaleafdeling interviewe nuværende og tidligere ansatte om deres erfaringer med at være en del af talkshowet.

Undersøgelsen kommer, efter at mediet Buzzfeed tidligere i juli bragte en række hårde anklager fra anonyme kilder, som påstår, at medarbejdere er blevet fyret for at tage sygeorlov, og at andre er blevet udsat for racisme.

Hverken WarnerMedia eller 62-årige Ellen DeGeneres selv har ønsket at kommentere den kommende undersøgelse.

Men i et svar til Buzzfeed fortæller talkshowets tre ledende producere, at de er 'knuste' over at høre, at nogle af de ansatte har haft 'dårlige oplevelser".

»Vi tager det her meget seriøst. Ligesom mange andre rundt om i verden, der er i gang med at lære, er vi klar over, at vi er nødt til at gøre det bedre. Vi er fast besluttede på at være bedre,« sagde producerne til Buzzfeed i midten af juli.

Talshowet er blevet sendt over 18 sæsoner, flere end 2800 episoder, og har modtaget et hav af Emmy-priser.

/ritzau/