Der er spændende nyt til alle fodboldfans, som også nyder at have godt selskab i ørene.

De populære podcastværter Cengiz Salvarli og Havshen Nabaz slår pjalterne sammen i en ny fodboldpodcast med titlen "Elastico", som får premiere 10. november.

Det afslører Podimo i en pressemeddelelse.

I "Elastico" vil de to værter ikke kun tale om taktik og resultater, men også om kulturen og de personligheder, fodboldverdenen består af.

- Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor alle shababs (slangudtryk for venner, red.) kan tappe ind og være en del af snakken, uden det bliver for analytisk. Det handler om underholdning og de ærlige diskussioner, som oftest opstår efter anden halvleg, siger Havshen Nabaz - kendt som Hav - i pressemeddelelsen.

- Vi elsker fodbold, men vi elsker også alt det, der sker omkring den - kulturen, stilen og de store personligheder. Elastico er for alle, der har en holdning, griner højt og elsker spillet lige så meget som vi gør, tilføjer Cengiz Salvarli, der i offentligheden er kendt som Cengiz.

Hver uge vil ugens højdepunkter og virale øjeblikke fra sporten tages op - ufiltreret og til tider højlydt, skriver Podimo.

Der vil i hvert program også blive kåret ugens spiller, bommert og mål.

Trofaste fans af Hav og Cengiz havde muligvis allerede luret, at der var et nyt projekt under opsejling.

Hav delte tilbage i maj et billede af duoen på sin Instagram med teksten: "Vi har noget spændende til jer efter sommer!".

Cengiz Salvarli er kendt fra realityserien "Familien fra Bryggen" og som ægtemand til Stephanie "Geggo" Karma Salvarli, som han også har podcasten "Geggo og Gengiz" med.

Havshen Nabaz er kendt fra podcasten "Hav og Kamal", som han laver sammen med Kamal Hassan. Han har tidligere deltaget i det populære TV 2-program "Forræder".

"Elastico" udkommer hver mandag på Podimo.

/ritzau/