Den amerikanske sanger og tidligere 'N*SYNC'-medlem Justin Timberlake blev tilbage i juni 2024 anholdt og tiltalt for spirituskørsel. 

Han erkendte sig dengang skyldig i at have kørt bil påvirket. 

Men nu to år efter offentliggør Sag Harbor Police Department videomateriale, der viser anholdelsen, og som er filmet på betjentenes bodycam. Videoen er gået verden rundt og særligt en detalje stikker ud. Nemlig at den lokale betjent ikke kan genkende, at det er Justin Timberlake, der sidder bag rettet. 

Og selvom man er verdenskendt og har turneret land og rige rundt, skal man alligevel lave rutinemæssige test, hvis man er mistænkt for at køre påvirket. 

»Er du besøgende,« spørger betjenten Timberlake kort efter, at han har vinket bilen ind til siden. 

»Ja, jeg er på en verdensomspændende turné,« lyder svaret fra Timberlake. 

Men det stopper ikke her. For betjenten forstår ikke, hvad den mand, som han lige har anholdt, præcis laver.

»Det er svært at forklare … øhmm … verdensturné. Jeg er Justin Timberlake.«

Se videoen længere nede i artiklen …

På de netop offentliggjorte videoer kan man også se, hvordan sangeren skal lave en række test for at bevise sin 'ædruelighed', hvor han blandt andet skal gå lige på en streg uden at miste balancen – en udfordring, der volder ham problemer. 

Videoen afslører også, hvordan Timberlake bliver anholdt, lagt i håndjern og taget med på den lokale politistation.

Til stor frustration for den veninde, der sidder i Timberlakes bil. Hun appellerer stærkt til betjentene om, at de skal gøre dem en tjeneste, da hun mener betjentene »elskede 'Bye Bye Bye' eller 'Sexyback'« trygler hun. 

Men selvom man er en stor amerikansk popstjerne, er der ingen kære mor, når man kommer på kant med loven, og betjentene afviser pure. 

Ifølge TMZ forsøgte Justin Timberlake tidligere på måneden at få stoppet offentliggørelserne af politiets optagelser med den begrundelse, at de var en 'uberettiget invasion af privatlivets fred'. 

Fredag annoncerede Sag Harbor Police Department så, at de var nået til enighed med Justin Timberlake om udgivelsen i en delvist redigeret version. 

I sommeren 2024 blev Timberlake kendt skyldig i at have kørt bil med en promille på 0,5, hvilket giver en væsentligt lavere straf, end hvad han oprindeligt var tiltalt for. 

Dengang lød tiltalen på en promille over 0,8. Sangeren slap derfor med en bødestraf, samfundstjeneste og en frakendelse af kørekortet i tre år.