Kenneth Plummer lægger sin sorte t-shirt på hylden. Chefen for Danmarks Radio erkender, det var en fejl, da han i sommer på Roskilde Festivalen gik rundt med trøje med et logo for Ungdomshuset på Jagvej 69.

Generaldirektøren skriver i en pressemeddelelse:"Set i bakspejlet var det en fejl at tage den pågældende T-shirt på."

I pressemeddelelsen gives ingen forklaring på, hvorfor DR også har valgt at bruge et foto af Plummer - med trøjen på - til at illustrere et tema om Ungdomshuset på deres hjemmeside.

Plummer afviser - som han er blevet beskyldt for - at nære nogen som helst sympati for dem, der står bag vold og ballade på Nørrebro:

"Hvis nogen skulle være i tvivl, tager jeg naturligvis afstand fra al voldelig og anden ulovlig adfærd," skriver han i sin pressemeddelelse.

Flere politikere kritiserede fredag Kennet Plummer. Mediepolitisk ordfører for Socialdemokraterne, Mogens Jensen, var dog en af dem, der ikke ville tæske løs på Plummer:

- Jeg mener, den her sag er under bagatelgrænsen. Der må være en nedre grænse for, hvad man skal blande sig i - f.eks. en Plummers valg af tøjstil, siger han til bt.dk.

Direkte adspurgt vil socialdemokraten ikke afvise, at han kunne finde på at tage en lignende trøje over hovedet:

- Men så skulle der fremgå af teksten, at jeg principielt går ind for et nyt ungdomshus. Det er der brug for i København. Men jeg kan selvfølgelig ikke støtte brug af ulovlige metoder, siger han.

Bestyrelsesformand for DR, Mogens Munk-Rasmussen mener ikke, at der er mere at komme efter i sagen.

- Jeg har set hvad Kenneth Plummer har sagt og mener ikke der er mere at sige i denne sag, siger han til DR.