Tv-læge Peter Qvortrup Geislings datter skal konfirmeres. Selv om han selv er darwinist, glæder han sig over, at datteren oplever andre syn på livet.

Tv-læge Peter Qvortrup Geisling er kendt for sin videnskabelige tilgang til livet og har i mange år vejledt danskerne i folkesundheden.

Måske af den grund havde han ikke regnet med, at datteren Merle ville konfirmeres.

Men det skal den 13-årige Merle, som tv-lægen har sammen med veninden Christina Maria Meldola, i slutningen af april.

- Lige pludselig så ville hun konfirmeres. Der mødte vi bare en folkekirke i verdensklasse. Hun skulle egentlig havde været til konfirmationsforberedelse allerede i september, men begyndte først for halvanden måned siden. Der er en enorm fleksibilitet, siger han.

Peter Qvortrup Geisling, der betegner sig selv som darwinist, kan se på datteren, at hun suger ny viden og indtryk til sig.

- Jeg synes selv, at det er dejligt at møde mennesker, der ikke mener det samme som mig. Livet handler om at omgive sig med mennesker, der er klogere end en selv. Det er det, det hele handler om, siger Peter Qvortrup Geisling.

Og tv-lægen, der er kendt fra værtstjansen på DR-podcasten "Lægens bord", synes, det er dejligt, at datteren bliver eksponeret for et andet syn på livet.

- Jeg er enormt glad for, at hun får det modspil og mærker rummeligheden i kirken, siger han og tilføjer, at hun kommer i en kirke, hvor bænkene er skiftet ud med sofaer, og kirkerummet er pyntet med en lilla Jesus-figur, led-lys og en bar.

- Kirken kan være så anderledes. Det er fedt, at kirken kan være så rummelig, siger han videre.

Både far og datter glæder sig til konfirmationen, der skal holdes på en restaurant. Selve festen skyder hun dog til et senere tidspunkt, så alle klassekammeraterne kan komme med.

- Så det bliver en meget ung konfirmation med 20 til 25 af hendes klassekammerater, siger han

Men inden konfirmationen, hvor datteren Merle skal sige trosbekendelsen og fadervor i kirken, har hun også skulle døbes.

- Det skal man jo først, smiler Peter Qvortrup Geisling.

Privat danner tv-lægen par med Lise Abildgaard. Parret mødte hinanden under en ferie i Skagen.

/ritzau/