Peter Frödin skal stå i spidsen for begivenhederne, når Svend Prisen uddeles den 29. august i Svendborg.

København. Når publikum suverænt vælger vinderne af Svend Prisen 2018, bliver det Peter Frödin, som skal være vært for uddelingen.

Det skriver Svend Prisen i en pressemeddelelse.

Priserne uddeles den 29. august i Svendborg, og Peter Frödin ser frem til at påtage sig værtsrollen.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at være vært ved Svend Prisen og være med til at hylde alle de dygtige mennesker i film- og tv-branchen.

- Jeg er vild med, at det er publikum, der bestemmer, hvem der skal løbe med priserne, og så er Torvet i Svendborg en fantastisk location til denne prisfest, siger Peter Frödin i pressemeddelelsen.

Under uddelingen skal der gives priser til den mest populære danske film, danske børnefilm, udenlandske film, udenlandske børnefilm, bedste danske skuespiller og skuespillerinde, årets tv-dramaserie og årets tv-skuespiller.

Til Svend Prisen udvælger en jury et felt med afsæt i de bedst sælgende film fra 1. juli 2017 til 30. juni 2018, og herefter er det danskerne, der afgør, hvem der skal løbe med statuetterne.

/ritzau/