Æresvagt med repræsentanter fra hæren, søværnet og flyvevåbnet står ved kirken ved prins Henriks bisættelse.

København. Prins Henrik bisættes tirsdag klokken 11 fra Christiansborg Slotskirke.

Læs mere om forløbet af bisættelsen her:

* Bisættelsen forestås af kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen. Han bistås af Holmens provst, Ejgil Bank Olesen.

* Foran Slotskirken er opstillet en æresvagt af de tre værn: Hæren (repræsenteret af Den Kongelige Livgarde), søværnet (repræsenteret af værnepligtige fra Kongeskibet Dannebrog) og flyvevåbnet (repræsenteret af Helicopter Wing Karup).

* Æresvagten består af 36 musikere fra Livgardens Musikkorps, 12 tamburer fra Livgardens Tambourkorps samt 32 gardere. Desuden 30 orlogsgaster og 30 flyversoldater.

* Omtrent 60 personer er indbudt til bisættelsen. De 60 tæller kongefamilien, repræsentanter fra prins Henriks franske familie, repræsentanter fra det officielle Danmark og folk fra hoffet.

* Efter jordpåkastelse og lysning af velsignelsen i Christiansborg Slotskirke afgiver Forsvaret sørgesalut fra batteriet Sixtus og fra Kronborg. Samtidig går rigets flag på hel.

* Efter bisættelsen bærer 10 officerer fra Den Kongelige Livgarde båren fra Slotskirken til rustvognen.

* Den kongelige familie følger båren til rustvognen og tager afsked med Prins Henrik. Efter rustvognen kører to biler med de 10 officerer fra Den Kongelige Livgarde, der følger båren til det sidste.

* Når båren bæres ud af kirken, spilles Hartmanns "Sørgemarch for Thorvaldsen". Når rustvognen kører, vil "Prins Henriks Honnørmarch" blive spillet.

* "Prins Henriks Honnørmarch" er komponeret af Preben Beyer i 1967 som en bryllupsgave.

* Halvdelen af prins Henriks aske skal spredes over de danske farvande og den anden halvdel nedsættes i en urne i den private del af Fredensborg Slotshave.

* Når den kirkelige ceremoni er afsluttet, vil der være en privat sammenkomst for kongefamilien og gæsterne på Amalienborg.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/