Skuespilleren Ole Ernst fortæller om druk, dæmoner og hverdag efter skilsmisse og tæppefald.
Der står to Bodil-statuetter og en udstoppet havmåge i hans vindue. Og når Ole Ernst går ned fra sin lejlighed på 3. sal, står han på Gothersgade i København.Han trækker lidt på den ene ben. Knæet har det ikke så godt. Ganske ofte tager han de 77 skridt over gaden, rundt om hjørnet og ned ad trappen til sit lille helle. Et sted, hvor hans malerier hænger på væggene.
- Her er vi i Restaurant Willumsen. Og jeg har mit lille hjørne, hvor jeg gerne sidder. Der er sådan en hyggelig stemning. De sidste par år har jeg haft mit faste sted her. De serverer stegt flæsk med persillesovs to gange om ugen. Jeg kan godt lide de faste rammer her, efter at jeg er blevet skilt.
Siger 66-årige Ole Ernst med en venlig gestus i stemmen. Om en måneds tid har han premiere som 86-årig tjener i teaterstykket 'Kirsebærhaven'.
Der er gået et par år siden skilsmissen fra Oles kone gennem 19 år, Vibeke Quist. Et markant vendepunkt i hans liv.
Selv søger han stadig efter, hvem han er, og hvad han indeholder.
- En meget underlig mand, ha ha ha. Der er mange figurer i mig.
Griner Ole Ernst, der voksede op i et arbejderklassemiljø på Vesterbro, hvor en kleinsmed var noget mere håndgribeligt end en kongelig skuespiller.
- Min far var kok, og min mor var smørrebrødsjomfru. Min mor var det lyse lyriske element i familien, og min far havde det her mørke indadvendte sind. I dag har jeg en klar bevidsthed om, at jeg ér blevet til noget. Og jeg føler mig ekstremt privilegeret.
Det lyse og det mørke sind. Eksisterer de to sider i dig?
- Ja. Og det er også derfor, jeg ikke har villet læne mig til min fars mørke side. Jeg lærte at sige til mig selv: 'du er god nok.' Det er lidt en arbejderklassetragedie, at man ikke tror på, 'at man er god nok,' når man bryder det sociale mønster.
- Jeg føler en stor taknemmelighed over Det Kongelige Teater som institution. Lige nu spiller jeg en lille rolle. Og det er helt fint. Jeg vil gerne betale tilbage.
Ole Ernst kigger med sit intense blik. Tænder en cigaret.
- Hvad jeg har opnået er en drøm, der er gået i opfyldelse på trods af de sociale kår jeg kom fra. Altså, jeg har ridderkorset, og jeg har masser af priser, Bodil’er og ditten og datten.
Sagt med stolthed, men uden antydning af krukkeri og store armbevægelser.
- Uden at prale tror jeg, at jeg har haft den karriere jeg har haft, fordi min replik altid har været naturlig. Jeg havde sproget til indkøbspris. Det var autentisk.
Hvordan var tiden?
- I 60’erne, 70’erne og 80’erne kørte det bare derudaf. Det har sådan en drømmetåge over sig, når jeg tænker tilbage.
- Tiden var fest og glade dage. Jeg havde dengang kræfterne til at gå ud og få en lille én og møde klokken syv næste morgen og være på.
Når vi taler om din karriere, kommer vi ikke uden om at tale om 'Jeppe På Bjerget'. Hvor mange gange har du spillet Jeppe?
- Åhh, omkring 200 gange, vil jeg tro… hej Sara, må jeg bede om en øl mere, tak?(Ole kalder på tjeneren, red.).
Stykket er meget forbundet med alkohol, og du har også selv et årelangt forhold til alkohol?
- Ja, jeg har været gennem turen, lad os bare sige det, ha ha ha.
Ole Ernst får sig gerne et par små fadøl og en enkel skarp, når han spiser hos Willumsen.
Hvordan er dit forhold til alkohol?
- I de glade tider var det problematisk. Fordi jeg drak ret meget. For meget. Jeg havde et problem.
Hvilke år taler vi?
- Hmmm, 70’erne og 80’erne, et eller andet. Men det der er vigtig i den forbindelse er, at de kvinder jeg har været gift med, har lært mig noget, og teatret har lært mig noget. Spørgsmålet har været, 'vil du være alkoholiker eller vil du være skuespiller?' Dér valgte jeg på et tidspunkt at sige stop, eller rettere at styre det.
Men at spille Jeppe, har det ikke været ligesom at danse med djævelen?
- Altså jeg har aldrig spillet Jeppe, mens jeg har været fuld, vil jeg godt understrege. Men nej, at spille er en intellektuel vurdering af rollen. Spørgsmålet står jo dér: 'hvorfor drikker Jeppe?'.
Hvorfor drak du selv?
- Det er nok noget fra min opvækst. Jeg har altid undervurderet mig selv. Fordi jeg kommer fra det miljø, og jeg har haft svært ved at styre, at det gik så godt for mig.
Følte du ikke, at du fortjente din succes?
- Noget i den stil. Jeg befandt mig lige pludselig i øh…..
...baronens seng?
- Ja, ha... Det er rigtigt. Dengang havde jeg ikke de store intellektuelle ressourcer, derfor var det nemt bare at feste.
Du har været gift to gange. Hvad betyder kvinderne i dit liv, og hvad har de lært dig?
- At opføre mig ordentligt. De har lært mig at se tilværelsen fra en anden side end fra mandens. Nogle gange har det været for sent, andre gange har det været godt.
Jeg har ikke haft den store entusiasme over for en hverdag. Som min ekskone Vibeke har lært mig: Man skal passe sin børn, og købe ind og den slags. Det har været svært med en vildbasse som mig. Den erkendelse er kommet til mig i en meget sen alder. Det har også kostet to ægteskaber.
Og en vis egoisme har der måske været fra min side. Nu har jeg i 40 år fået at vide, at jeg har et stort potentiale som skuespiller. Så hvorfor ikke... go for it.
Hvad er dine dæmoner?
- Jeg tror, den eneste store dæmon jeg har, er mig selv.
Hvordan det?
- Jeg synes i al beskedenhed, at jeg er et eftertænksomt menneske. Dæmonen kan jo godt bestå i længslen efter et andet liv. Et fast forhold, en hverdag, et ansvar. Dæmonen sidder så på min skulder og siger: 'du har jo dit talent for at være en anden, end du er til hverdag'.
Er det svært at fastholde sig selv, når man er skuespiller?
- Det er et valg, man træffer. Vil du være i teatrets verden, eller vil du være i virkeligheden. Teatret i sig selv er en dæmon. Når forestillingen er færdig, kan ensomheden være grotesk. Den kan være forfærdelig at leve med. Og så kan man være selvmordskandidat eller en glad dreng. Og jeg er heldigvis det sidste.
Smiler Ole Ernst, men tilføjer nok så ærligt, at teater-dæmonen er en farlig ven.
- Hverdag med toiletrens og rengøring. At komme ned på jorden på den måde. Men det kan være svært at forklare. Men hvis det lykkes at lave en god forestilling, og man mærker, det siler ned over èn som chokolademælk: Det her er noget særligt. Det kan godt være svært at komme over det, og ned igen til hverdagen.
Jeg kan forstå, du holder pause fra din tidligere kæreste, men hvad med ensomheden?
- Mit problem er, at jeg længes meget efter et fast forhold, men jeg er ikke prædestineret til et fast forhold. Jeg er ikke god til det.
- Og så skal man måske også lige vænne sig til i en alder af 66 år, at det bliver voksne damer fra nu af. Altså, jeg har aldrig jagtet unge kvinder. Jeg har aldrig haft intentioner om at prøve at få fat i de her idealer af en smuk kvinde med flotte bryster og smalle hofter. Jeg har altid sagt, hvad faen skal man tale med dem om... bagefter, ha ha ha.
Ole Ernst udstråler en indre ro under de buskede øjenbryn. Han virker afklaret.
- Jeg er sådan the lonely wolf, (en ensom ulv red.) Ha-ha-ha... indtil jeg finder en kvinde.
Inden vi forlader den hyggelige restaurant Willumsen, siger Ole Ernst med en god portion selvironi.
- Jeg får måske oven i købet en lille messingplade op her på ryglænet, hvor der skal stå 'Oles Stol'.
