Romantik er hverdagskost hjemme hos nygifte Inger og Jørgen de Mylius. Hun finder hvile, tryghed og kærlighed i aldersforskellen på 17 år

Jøsses, sådan har man aldrig set Mylle før. Bukserne hænger nede om lårene på ham, da han åbner døren til sin hvide idyl af en Frederiksberg-villa.

»Hej, kom indenfor,« siger han midt i omklædningen, mens han roligt hiver sine jeans op og knapper for herlighederne.

57-årige Jørgen de Mylius er et studie i svalende selvsikkerhed i en situation, hvor vi andre ville være temmelig forfjamskede. Det er længe siden, vi har set ham på skærmen, men han ligner sit eget ungdommelige jeg. Og dog.

Det er som om, hans afmålte staccatosmil har fået en blødere kant. Han udstråler en zen-agtig ro og varme, og årsagen er nem at få øje på. Omme i baghaven flintrer Rose på to år småpludrende rundt i septembersolen mellem legeredskaber og nedfaldsæbler.

Og på træverandaen bliver han mødt af Inger de Mylius' tallerkenstore øjne, fyldt til randen med kærlige blikke.

Indtil 30. august hed hun Inger Diers, men det ændrede et romantisk kirkebryllup på. Efter fem års samliv fik de papir på hinanden, og her en måned efter er de enige om, at papiret gør en forskel.

»Det ændrer selvfølgelig ikke på dagligdagen i forhold til, hvem der nu skal købe sødmælk og hakket oksekød. Men ægteskabet er en dejlig bekræftelse på, at det skal være os to,« siger Jørgen de Mylius og nipper til et glas vand med den ene hånd, mens Inger de Mylius krammer den anden.

Amor i venteværelset
»At være gift understreger samhørigheden mellem os. Vi har markeret, at vi vil være sammen resten af livet, hvilket betyder en hel masse for vores beslutninger fremover,« siger hun.

Alt efter temperament kan de takke forsynet, skæbnen eller den rene skinbarlige tilfældighed for, at de overhovedet fandt hinanden.

Jørgen de Mylius skulle hente en ven hos tandlægen. Vennen var dagens sidste patient, og tandlægen fulgte ham derfor ud. Hvad hun ellers ikke ville have gjort. Hun hed Inger Diers - og lige dér i venteværelset fræsede Amor et bor gennem hjerterne på tandlægen og DRs mangeårige poporakel.

»Jeg er jo tandlæge, så det allerførste, jeg lagde mærke til, var hans smukke smil,« ler Inger de Mylius og sender ham et skoldende varmt blik. Han kvitterer med at rose hendes feminine udstråling, selv i en hvid tandlægekittel.

»For mig er det vigtigt, at kvinder er feminine. Og du er simpelthen bare så enormt feminin, så det er klart, at jeg blev interesseret,« fortæller Jørgen de Mylius.

Alderen giver ro
Nede fra græsplænen råber Rose på sin far, og han lunter omgående ned ad verandatrappen for at hjælpe sin datter op på gyngen. Tilbage igen fortsætter fortællingen.

Den indledende nedsmeltning i venteværelset forhindrede ikke de to i at holde en lang tænkepause. Jørgen de Mylius skulle først gennemtænke aldersforskellen på 17 år og fylde sig selv med mod, inden han mandede sig op til at invitere hende ud. I første omgang uden held.

For i mellemtiden var hun blevet nervøs for, at han bare var ude efter et hurtigt eventyr. Til sidst lod hun sig dog overmande af Jørgen de Mylius' talegaver.

»Og efter et par gange fandt jeg jo ud af, hvor afslappet og humoristisk et menneske han er. Altså, han er en flot mand, men meget mere end det. Da jeg begyndte at gå ud med ham, opdagede jeg et menneske i fuldstændig ro. Han hviler i sig selv. Og det er en fantastisk egenskab at have, når man skal være sammen.

Det giver en masse overskud og plads til vækst i et forhold. Hans alder bidrager til, at han har ro på bagsmækken og ikke bærer rundt på en masse dæmoner,« siger Inger de Mylius.

Hun har Claudia på otte år fra et tidligere forhold, mens Jørgen de Mylius har tre børn på 18, 28 og 32 år fra et næsten 25 år langt ægteskab med grafikeren Jytte de Mylius.

»Jeg tænkte meget over aldersforskellen og var lidt forskrækket. Var det nu noget at lokke en ung pige til? Jeg havde jo levet et langt liv med én på min egen alder. Men så fandt jeg jo ud af, at det er helt almindeligt med den aldersforskel. Der er så mange, der lever på den måde,« forklarer han.

Inger de Mylius' betænkelighed gik mere på, hvordan det skulle gå med de sammenbragte børn. Bekymringen viste sig ubegrundet. Børnenes aldersforskel er så stor, at jalousi aldrig har været et tema. Tværtimod forguder Claudia sin stedfars næstyngste barn, sønnen Oliver på 18 år, som stadig bor hjemme.

Ønskebarnet Rose
Fællesbarnet, Rose, skød op af deres samliv to år henne i forløbet. »At få børn lå helt uden for min tankesfære. Oliver var min efternøler, og jeg regnede helt klart med, at jeg ikke skulle have flere børn. Men efter et par år begyndte du jo at snakke om det,« siger Jørgen de Mylius og returnerer et af hustruens ømme blikke.

»Jamen, det blev et stort ønske for mig, efterhånden som jeg blev gladere og gladere for dig,« fortæller hun.

»Ja, og så syntes jeg jo, at det ville være vildt uretfærdigt, at du som 36-årig ikke skulle forundes at få flere børn, bare fordi jeg allerede havde tre i forvejen. Livet fører én ad forunderlige veje, og nu blev det så sådan, at vi fik Rose.

Hvilket jeg kun kan være glad og lykkelig for, når jeg ser sådan en perle rende omkring,« siger han med øjnene rettet mod datteren nede i haven. Inger de Mylius griber sin mands højre hånd med begge sine og giver den et ordentligt klem.

At datteren som teenager vil have en halvgammel far eller måske slet ingen bekymrer hende ikke. De mandlige gener i Mylius-familien er stærke. Jørgen de Mylius' far er godt oppe i firserne, i fuldt vigør - og selv nygift, for at det ikke skal være løgn.

»Jørgen er meget ungdommelig, og det er jeg sikker på, at han også vil være, når Rose bliver ældre. Han vil give hende en god barndom og ungdom og dermed en god ballast til resten af livet,« siger hun.

»Man må bare håbe, at det går godt. Jeg er blevet mere rolig ved den side af sagen,« supplerer Jørgen de Mylius.

Bryllupsrejsen gik til Rom, hvor parret med Jørgen de Mylius' egne ord »sked« på Colosseum og alle de andre seværdigheder. Opholdet handlede bare om at have tid til hinanden og - igen med hans ord - opsøge »den ultimative nydelse«.

»Det var rigtig romantisk, men vi er nu også gode til at holde liv i romantikken herhjemme,« bedyrer Inger de Mylius og fortæller, at parret hver dag prøver at gøre noget nydelsesfuldt sammen.

»Ja, hver dag skal have en eller anden fabelagtig kvalitet. En eller anden ting, lille eller stor, som hæver sig over den daglige trummerum. Det lykkes selvfølgelig ikke altid. Nogle gange drukner dagene i åndssvage småting, men vi prøver at være herre over tiden, så vi får ordentlig tid til hinanden og børnene,« siger Jørgen de Mylius, der agter at bruge erfaringerne fra sit første ægteskab.

»De ting, jeg gjorde galt, gentager jeg ikke. Vi begyndte at snakke forbi hinanden, og der indtrådte en ligegyldighed over for hinanden. Det sker ikke igen,« lover han.

Inger de Mylius nikker og tilføjer, at de aldrig må begå den klassiske fejl i pardannelser og tro, at de kan lave om på hinanden. »Man skal have respekt for hinanden og kærligheden. Man skal grundlæggende kunne lide hinandens karaktér. Ellers kan det være ligemeget,« siger hun.

Et løfte for livet
Utroskab kommer derfor aldrig på tale, forsikrer de ivrigt i munden på hinanden. Og hvis et sidespring alligevel skulle snige sig ind i idyllen, er det uigenkaldeligt slut. »Det ville være et brud med alt det, vi forventer af hinanden,« siger Jørgen de Mylius.

»Vi har snakket det igennem, og vi er fuldstændig enige. Vi vil ikke acceptere det,« fastslår Inger de Mylius. Rose er kommet op fra haven og har plantet sine små fødder mellem far og mor. Der kysses, krammes og kildes. Latter blander sig med havens fuglefløjt. Sådan ville en naivistisk maler portrættere den renfærdige og uforfalskede lykke.

Paradiset huser da heller ingen slanger, hvis de selv skal sige det. Højst en lille orm af irritation i ny og næ. »Som tandlæge er jeg jo præcis med tiden..., behøver jeg sige mere,« ler Inger de Mylius.

»Åh nej, skal jeg nu høre for det igen. Altså min irritation går på, at vi altid mangler tandpasta og tandtråd i huset. Jeg går jo ud fra som en selvfølge, at det er noget, du sørger for,« svarer han med et af sine nylavede bløde smil.