Og vinderne er …

Med tusindvis af sommerfugle i maven sad Line May Christensen og Benjamin Bygvraa Schultz og håbede på, at deres navne ville blive råbt op.

Men det blev de ikke.

Dermed måtte det aarhusianske par, der oprindeligt kommer fra Als i Sønderjylland, vinke farvel til drømmen om et helt nyt rækkehus på 'Nybyggervej' i Sønderborg.

Endda et hus, de selv har bygget på og indrettet i dette års udgave af 'Nybyggerne' på TV2.

»Vi er selvfølgelig triste og ærgerlige, for vi havde et lille håb om, at vi måske kunne løbe med sejren, men vi havde også indstillet os på, at vi nok ikke vandt,« siger parret til B.T.

Alligevel havde de et spinkelt håb om, at de kunne snuppe skødet og nøglerne til huset, helt indtil det sidste. Men i stedet blev det naboerne Reece og Caroline, der blev kåret som vinderne onsdag aften.

Line og Benjamin måtte derfor gå tomhændede fra 'Gult Hus', som de ellers var begyndt at føle sig hjemme i.

Nu venter hverdagen i deres toværelses lejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus - en lidt tom fornemmelse for de to, der havde håbet på at rykke teltpælene op og flytte hjem til Sønderborg igen.

»Vi har lige mistet vores hus, et meget personligt hus, og vi har været igennem mange op- og nedture lige der,« lyder det fra Line.

Inden livefinalen var de to dog indstillede på, at de godt kunne skyde en hvid pil efter vindertitlen. Naboerne var nemlig både dygtigere og også meget populære, kunne Line og Benjamin konstatere.

Drømmen om huset i Sønderborg går hånd i hånd med ønsket om at vende tilbage til rødderne og få plads til en familieforøgelse inden alt for længe. 
Drømmen om huset i Sønderborg går hånd i hånd med ønsket om at vende tilbage til rødderne og få plads til en familieforøgelse inden alt for længe. 
Vis mere

»Niveauet var vanvittigt højt, og vi var bare et helt andet sted end de andre,« siger de.

Og så var det også svært at hamle op med den australske accent, som vinderen, 34-årige Reece Curran, har.

»Sønderjysk er ikke lige så sexet,« siger Line med et grin.

Allerede torsdag, dagen efter finalen, blev 'Gult Hus' sat til salg på Home.dk - 2.795.000 kroner for 120 kvadratmeter, som Line og Benjamin har stået for at gøre klar.

Men det bliver altså ikke deres, selvom de kort overvejede at byde på huset. Prisen er alligevel for høj for de to studerende, der i stedet må udskyde drømmen om livet i Sønderborg lidt endnu.

»Men vi er ikke færdige med eventyr, og vi skal nok komme til Sønderborg. Et håndværkertilbud, som vi selv kan sætte i stand, ville være helt fantastisk, for vi har fået blod på tanden.«

Indtil videre må de nøjes med at opgradere lejligheden i Aarhus. Det kribler allerede i fingrene for at komme i gang, lyder det fra Line og Benjamin, der også glæder sig til at besøge Caroline og Reece på 'Nybyggervej'.

»Vi er glade for, at de vandt, og vi har allerede lagt billet ind på gæsteværelset. De har også lovet os, at de bliver i Sønderborg, til vi kommer.«

Parret på 25 år kommer begge fra Als i Sønderjylland, blot en køretur på 15 minutter til der, hvor årets 'Nybygger'-huse står.

Det er også grunden til, at de meldte sig til programmet. For de er klar til at lægge storbylivet bag sig og flytte hjem igen. Hellere før end senere.

Andre læser også