Christian Degn træder gang på gang i ikoniske værters fodspor. Men han vil gøre tingene på sin egen måde.

- Goddag. Det er Christian Degn fra "Hvem vil være millionær?".

Ordene kommer ud af munden på tv-vært Christian Degn, men han forstår ikke helt, at det er ham, der siger dem.

Som ny vært på det legendariske quizprogram "Hvem vil være millionær?" skal han på den første optagedag ringe til deltagerens ven, som agerer livline.

Men det er først, da 40-årige Christian Degn præsenterer sig som ny vært på programmet, at det går op for ham, at det er sådan, det er nu.

- Der ramte mine ord inde i hovedet, og jeg tænkte: "Gud, det er dig, der er den nu."

Efter næsten seks år, hvor Christian Degn har været vært på "Hammerslag" på DR1 og styret slagets gang, når hold øst og hold vest har dystet i at gætte huspriser, skifter han nu kanal og spor.

Men jobbet som på vært på "Hvem vil være millionær?" går fint i spænd med det, som han har drømt om at lave, siden han som lille dreng løb rundt og spillede fodbold i den østjyske by Råby.

- Som så mange andre drenge ville jeg gerne på fodboldlandsholdet, men jeg kunne godt se, at det var der rimelig mange, der gerne ville, så jeg måtte lave en plan B.

- Jeg opdagede, at der var en mand, der altid gik rundt sammen med landsholdet. Min mor fortalte, at han hed Svend Gehrs og var journalist, fortæller Christian Degn.

Han begyndte at lægge mærke til flere journalister rundt omkring.

- En dag sad jeg og så tv-avisen med Steen Bostrup, og jeg spurgte min mor, hvem det var. Hun svarede: "Det er nyhedsoplæseren. Hvis du bliver god til at læse en dag, så kan du også sidde der".

- Der begyndte jeg at tænke, at det der journalistik nok var meget godt, husker Christian Degn.

Netop forældrene, der arbejdede som henholdsvis sundhedsplejerske og murer, var store inspirationskilder til at fortælle livlige historier.

- Min mor kan ikke gå på indkøbstur uden at komme hjem med fortællinger nok til en hel roman, og min far er ham, der helst sidder og underholder hele forsamlingshuset, når der er høstfest, fortæller Christian Degn.

I barndomshjemmet i Råby fungerede fjernsynet som et udkig til verden for familien. Derfor var det også naturligt, at 20-årige Christian Degn skulle prøve at lave tv, da han som ung blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus.

- Det var mega sjovt og fuldstændigt ustyrligt. At du både skulle have styr på billeder og lyd og skrive nogle ord, som passede til og bandt det hele sammen. Den fortællefacon var vildt fascinerende, så den ville jeg lære at mestre, fortæller han.

Da Christian Degn blev færdiguddannet journalist, lavede han de første år nyheder til TV Avisen og kritisk journalistik på forbrugermagasinet "Kontant". Her afslørede han med en kollega den såkaldte "kødskandale".

En historie, som førte til en ministerfyring af Lars Barfoed og en cavlingnominering til 27-årige Christian Degn og hans kollega.

Men det var, da han senere blev sat til at lave sluthistorien på TV Avisen, som har tradition for at være sjov og underholdende, at han fik øjnene op for værtsrollen.

- Nogle gange er historierne så små, at du er nødt til selv at træde ind i historien. Det gjorde jeg også en gang imellem, fortæller han.

Det førte blandt andet til et indslag, hvor han som TV Avisens højeste medarbejder kørte rundt i en minibil og et andet, hvor han smagte på uhyre stærke chilier i selskab med "Chili-Claus".

- Pludselig kunne jeg godt mærke, at den lille glade dreng, der kom ind på Journalisthøjskolen som 20-årig, fik hældt vand på livets store blomsterkasse. Det var sjovt, at man kunne være journalist på en anden måde, fortæller Christian Degn.

I 2013 kom den helt store chance, da han efter en casting blev tilbudt værtsjobbet på DR's "Hammerslag".

Pludselig skulle Christian Degn gå i fodsporene på ikoniske værter som Frode Munksgaard og Peter Ingemann.

Men han besluttede sig hurtigt for, at han ville være sin egen og undlod derfor at gense Hammerslag-programmer med de to tidligere værter.

- Det var - og er - meget vigtigt for mig at gøre det på min egen måde. Hvis man begynder at gøre, som andre siger eller kopiere dem, så bliver man jo bare en tom skal, siger han.

- I den her sammenhæng er mit store held, at jeg er uperfekt. Der er forhåbentlig en charme i, at jeg er et menneske, som står ved mine fejl og kan grine af mig selv, hvis jeg for eksempel får snørklet mig ud i nogle sætninger, som ender knapt så heldigt.

I sin tilgang til livet forsøger Christian Degn at følge glæden. Derfor var han heller ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han ville være vært på "Hvem vil være millionær?".

For den quizglade Christian Degn har været stor fan af programmet, siden han så det for første gang i 1999.

- Jeg syntes, at det var tæskesejt. Det gav quizzen en ny dimension. Der kom en nerve, som var helt genial, siger han.

At være quizvært er langt fra uvant for Christian Degn. Både privat og professionelt har han de sidste tyve år ageret quizmaster ved fødselsdage, firmafester og festivaler.

- En quiz er jo demokratiets lejrbål for os, som ikke kan spille guitar. Vi kan alle sammen være med, det er forhåbentlig hyggeligt og også sjovt, siger han.

Hvis den 20-årige Christian Degn havde fået at vide, at han en dag ville tage pladsen i den varme værtsstol og stille de berømte 15 spørgsmål mod millionen, så ville han have haft svært ved at tro det.

- Jeg var drattet ned af stolen. Jeg er mega heldig og taknemmelig for, hvordan mit liv har formet sig.

Dog vil Christian Degn ikke vil udelukke, at han en dag vender tilbage til den mere alvorlige journalistik.

- Man skal aldrig udelukke det ene eller det andet, men jeg har det ret godt, hvor jeg er. Den lille glade dreng fra Råby, som gerne vil fortælle historier, han er med, siger han.

"Hvem vil være millionær?" har sæsonpremiere på TV2 Charlie søndag den 13. oktober klokken 20.50.

/ritzau/