Endnu et drama folder sig ud i legetøjskassen, når biograferne næste år blænder op for "Toy Story 5".

En kort trailer med et smugkig på filmen er netop kommet ud, og ifølge den står de velkendte karakterer Woody, Buzz Lightyear og alle deres venner nu over for en helt ny udfordring.

En tablet ved navn Lily Pad finder nemlig vej til børneværelset og truer med at stjæle barnet Bonnies opmærksomhed.

Traileren viser legetøjsfigurerne ryste af skræk, da Bonnie åbner pakken med tabletten, og spørgsmålet "I sommeren 2026 ... er tidsalderen for legetøj ovre?" træder frem på skærmen.

Nyheden om, at det amerikanske animationsstudie Pixar, der ejes af Disney, var i gang med et nyt kapitel i Toy Story-fortællingen, kom ud allerede i 2023.

Den allerførste film ramte biograflærrederne tilbage i 1995, mens den seneste i rækken er fra 2019.

Filmene hører ifølge kino.dk til blandt de mest indtjenende animationsfilm. Både "Toy Story 3" og "Toy Story 4" tjente over en milliard dollar på verdensplan.

"Toy Story 5" får dansk biografpremiere 18. juni 2026.

/ritzau/