- Skuespillet kaldte på mig, siger den fremadstormende Sygeplejeskolen-aktuelle skuespillerinde Asta August.

København. Hendes far er den oscarvindende filminstruktør Bille August, hendes mor er den svenske Star Wars-skuespillerinde Pernilla August, og hendes lillesøster Alba August indtager hovedrollen i Netflix-serien "The Rain".

Og nu er endnu en August-arving på vej mod stjernerne øverst på plakaten.

Den fremadstormende skuespillerinde Asta August har nemlig landet en af hovedrollerne i TV2 Charlies nye historiske hospitalsdrama, "Sygeplejeskolen".

- Som barn ville jeg helt vildt gerne blive skuespiller - ligesom min mor - og drømte virkelig om at arbejde med teater og film.

- Så kom teenageårene, hvor jeg lidt var en rebel og prøvede at lave andre ting, men der var alligevel noget, der trak, og så endte jeg med skuespil alligevel. Jeg er vokset op med det, så det var det mest naturlige - jeg tror, det kaldte på mig, fortæller Asta August.

Og kaldet skyldes især det sammenhold, hun har set og hørt sin mor, Pernilla August, fortælle om - noget, som hun også selv oplevede under optagelserne til "Sygeplejeskolen".

Her spiller hun den unge sygeplejeelev Susanne, der kommer fra trange kår og starter på det første hold sygeplejeelever i Danmark i starten af 1950'erne med både mænd og kvinder.

- Sammenholdet, der er på et filmset - og på teatret især - er helt magisk, siger den 26-årige skuespillerinde og fortsætter:

- Man arbejder en gruppe mennesker benhårdt mod et projekt og når et punkt, hvor alle har samme mission: at forløse det og vise det frem til publikum. Det er helt særligt at være en del af et sammenhold og et fællesskab, forklarer hun.

Asta August er født og opvokset i Sverige, men flyttede til Danmark, da hun blev optaget på skuespillerskolen i Aarhus, hvorfra hun dimitterede sidste år.

Det er et enormt privilegie at kunne arbejde på begge steder, siger den dansk-svenske skuespillerinde, som allerede har medvirket i flere produktioner på hver sin side af Øresund.

- Jeg bor og er havnet her i Danmark, men jeg savner også min hjemby, Stockholm, og vil måske gerne derop igen på et tidspunkt.

- Jeg føler, jeg er svensk indeni. Jeg tror, det skyldes, at jeg har set svenske børneprogrammer og læst svenske børnebøger, som har skabt identiteten i opvæksten, smiler Asta August.

Selv om man er nordiske naboer, kan man sagtens lære noget af hinanden på begge sider af Øresund, lyder det fra den unge skuespillerinde.

- Meget generaliserende synes jeg, at svenskere er lidt mere ydmyge og forsigtige, og danskere har lidt mere gåpåmod og er mere fandenivoldske.

- Der er en ydmyghed i Sverige, man måske godt kunne lære lidt af i Danmark, og noget fandenivoldskhed her, man måske godt kunne lære af i Sverige.

"Sygeplejeskolen" har premiere på TV2 Charlie og TV2 Play søndag den 21. oktober klokken 21.00.

I de bærende roller ses blandt andre Jens Jørn Spottag, Molly Egelind, Morten Hee Andersen, Katrine Greis-Rosenthal, Benedikte Hansen og Anette Støvelbæk foruden birollepræstationer fra blandt andre Preben Kristensen, Mikael Birkkjær og Peter Gantzler.

/ritzau/