Husker du bogen »De Kære Børn?« Så vil du nok blive overrasket over, hvordan forfatteren i virkeligheden opdragede sine børn.

Hun er blevet kaldt hele Sveriges mor. Men ifølge en ny bog, skrevet af datteren, er hun i virkeligheden alt andet end en god mor.

Moderen er Anna Wahlgren på 68, og i 1983 skrev hun den højtelskede bog »De Kære Børn« - en slags kærlig Emma Gad inden for børneopdragelse.

Men noget må være gået galt. For i en ny bog skrevet af Wahlgrens datter, som skriver under forfatterpseudonymet Felicia Feldt, beskrives en opvækst, der var fyldt med højlydte skænderier, svigt, alkohol og hårde opdragelsesmetoder. Det skriver aftonbladet.se.

Bogen, som hedder »Felicia Forsvandt«, har allerede skabt heftig debat internt i Wahlgren-familien.

Således har Felicia Feldts to søstre taget afstand fra beskyldningerne mod deres mor.

- Det er Felicias bog, hendes historie, siger den ene søster til Aftonbladet.

- Jeg har haft en fantastisk opvækst. Jeg har, og har altid haft, et meget godt forhold til min mor. Som hendes datter føler jeg mig stolt og heldig, tilføjer hun.

Den anden søster ønsker ikke at kommentere bogens indhold over for avisen.