Det københavnske minefelt har i årevis tiltrukket kunstnere, mediefolk og andet godtfolk. Dertil selvfølgelig helt almindelige danskere og udlændinge på jagt efter vandhuller. Eller måske snarere fredfyldte skyttegrave i minefeltet.

Miljøet i sig selv, atmosfæren, et kollektivt behov for at stille tørsten sammen, afslapning, mødet med farverige bohemer, originaler, kunstnere, politikere fra Christiansborg. Eller ren selvdestruktion som i minefelt-værket over dem alle, Tom Kristensens ’Hærværk’. Eller som Billy Joel synger i Pianoman: ’They’re sharing a drink they call loneliness. But it’s better than drinking alone’.

Regninger betalt med skilderier

Det røgfyldte miljø har inspireret til bøger, film, musik, malerier, avisklummer, tv og radio. Musik som Sigfred Pedersens ’Katinka, Katinka, luk vinduet op’ - Katinka var en virkelig person, der boede i Nyhavn - og John Mogensens ’Sidder på et værtshus’, der er skrevet på en af mange klassiske beværtninger, Rex.

Kunstmalere har ofte betalt deres, ofte tårnhøje regninger med skilderier, som stadig kan ses på beverdingerne.

Lengenderne fra minefeltet - 4

Et af det nyere vandhuller fejrer sit 30 års jubilæum med bogen ’Palæ Bar’. Den røde bar ligger i Ny Adelgade, en sidegade til Kongens Nytorv.

- Det er det tidløse åndehul i hverdagen. Ånden, varmen, særpræget, fornemmelsen af et sted, der virkelig skiller sig ud, her er det meget om de mange originale emalje-skilte, siger initiativtageren til den nye bog, fotograf m.m. Eddie Michel.

I pagt med hele verden

- Jeg har følelsen af at være i pagt med hele verden, når jeg sidder her. Hipstere, pensionister, mediefolk, generaler, sosu-assistenter mødes i den forlængede dagligstue, som det brune værtshus er, siger han.

Palæ Bar åbnede i 1984 efter lukningen af baren Selandia. Kort efter blev det et af de foretrukne pitstop for et af datidens dominerende kunstnerslæng i det københavnske minefelt.

- Bartenderen, legenden Annie, skiftede fra værtshuset Drop Inn til Palæ Bar. Hun tog jazzen og ronkedorerne - bl.a. forfatteren Henrik Stangerup, journalisten Jan Stage (opfinderen af udtrykket ’Dødsruten’, red.) og reklamemanden Peter Hjorth med herover, siger historiker og forfatter Allan Mylius Thomsen, der har skrevet en del af den nye bog.

Jazzen lever stadig i form af koncerter og den årlige Palæ Bar-pris på 25.000 kr.

Richard Geres stambord

Senere fik Palæ Bar en særlig stamgæst. Skuespilleren Richard Gere boede indimellem på d’Angleterre, mens han kort var kæreste med en svensk kvinde. Han besøgte altid Palæ Bar, hvor han havde en slags stambord, fortæller Michel.

- Den oprindelige dødsrute i 20ernes kunstnermiljø begyndte i Bobi Bar, Pilegaarden i Pilestræde, nedover Byens Kro, Rex, Nick på Nikolaj Torv, Kgs. Nytorv med Hviids og Skindbuksen, langs stranden Pik og dejlig (Piccadeli, red.) og sluttede i Pisserenden, siger Mylius Thomsen.