Det er på tide, at spotlyset rammer nørderne, mener Anders Morgenthaler, der har lavet en serie om gaming.

Tegner og forfatter Anders Morgenthaler er idémand bag en ny tv-serie, som han også har instrueret, og som ifølge ham selv mest af alt bare skal få folk til at grine.

"Try Hard" hedder serien, som omhandler en folk unge mænd, der forsøger at bryde igennem som professionelle gamere i spillet "Counter-Strike".

Men bag Anders Morgenthalers ønske om at få folk til at grine gemmer sig en mere seriøs motivation. Han vil gerne flytte opmærksomheden væk fra de klassiske stjerner i samfundet og over på nogle, der virkelig har fortjent det: nørderne.

- Det er nogle mennesker, som er på yderkanten af det populære. Men fordi de kan og vil det her - at game - kan de pludselig træde ind i mainstreamen på en meget vildere måde, siger Anders Morgenthaler.

Den 48-årige instruktør, der også har lavet tegnefilmene "Æblet & Ormen" og "Mugge & vejfesten", henviser til de mange store spilturneringer, der har fyldt arenaer i hele verden.

Som Royal Arena i København, der de seneste år er blevet fyldt til randen af gamere fra nær og fjern, som er kommet for at følge med i Counter-Strike-turneringen "Blast Pro Series".

- Der sidder 12.000 mennesker med klapperør. De drikker sig stive og spiser popcorn, mens de på 7000 forskellige skærme i arenaen kan følge med i, at nogle mennesker spiller computer, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det er enormt interessant at følge med i en tid, hvor idealet ikke længere kun er, at man skal være fodboldstjerne eller sangstjerne. Nu er man stjerne, når man sidder og spiller et virtuelt krigsspil.

Serien følger 23-årige Sebastian - spillet af Ari Alexander - der sammen med fire venner fra byen Boring samler et Counter-Strike-hold.

De har tårnhøje ambitioner og kæmper for at få det store gennembrud i gamerverdenen.

Og der er en særlig grund til, at Anders Morgenthaler gerne vil vise den fede og sociale side af det at være gamer.

Han ser nemlig sig selv som en stor nørd.

- Jeg kommer fra et nørdet univers. Mikael Wulff og jeg er grundlæggende nørder, der synes, det er sjovt at lave striber. Og det er også ekstremt nørdet, siger han om de to komikeres tegnesamarbejde "Wullfmorgenthaler".

Med hjælp fra netop Mikael Wulff har Anders Morgenthaler skrevet det første udkast til serien.

Manuskriptforfatter og skuespiller Allan Hyde, der modsat Anders Morgenthaler faktisk selv har erfaring med at game, har lavet deres udkast om til et egentligt manuskript.

Det er blevet til i alt otte afsnit, som Anders Morgenthaler hovedsageligt har stået for at instruere.

"Try Hard" får premiere på streamingtjenesten Viaplay den 16. maj.

/ritzau/