Weekendens melodigrandprix i Norge var præget af tekniske udfordringer med afstemningen.

Norges statslige radio- og tv-station, NRK, risikerer at møde krav om erstatning efter en skandaleramt afvikling af det norske melodigrandprix.

Således overvejer den 31-årige sanger Tone Damlis manager, David Eriksen, at kræve erstatning fra NRK. Det siger han til den norske avis VG.

Udmeldingen kommer efter lørdagens grandprix, der var ramt af store tekniske problemer med afstemningen.

- Det kan blive aktuelt. Er det økonomiske kun vores ansvar? Der har været store omkostninger, som har vist sig at være helt værdiløse, siger han.

De tekniske udfordringer betød, at NRK i stedet tyede til en nødløsning.

Den bestod af en jury af 30 personer, som ifølge NRK's projektleder for grandprixet, Stig Karlsen, var neutrale nordmænd fordelt ud over landet.

De havde allerede afgivet deres stemmer fredag ud fra en lydoptagelse og havde dermed ikke set sangernes sceneshow fra lørdagens finale.

Det har efterfølgende vakt store harme.

- Det er en skandale. Dette er en livekonkurrence, og derfor skal sangerne bedømmes ud fra deres liveoptræden, sagde formanden for MGP-klubben i Norge, Morten Thomassen, til den norske avis Dagbladet efter showet.

Tone Damli var en af dem, der ikke blev udvalgt af juryen.

- Jeg er forbandet over måden, det blev afgjort på. Alt det arbejde op til finalen - promovering, øvelse og forberedelser.

- Det føles uretfærdigt, at det ikke talte med, skrev hun efterfølgende på Instagram.

Derudover siger deltageren Rein Alexander til NRK, at han "blev frarøvet muligheden for at vinde", og at han havde brugt et halvt år på sit sceneshow.

Den 24-årige forhåndsfavorit Ulrikke Brandstorp endte med at vinde melodigrandprixet med nummeret "Attention".

/ritzau/