En usædvanlig variant af lungefibrose vil kunne begrænse kronprinsessens officielle program.

Oslo. Norges kronprinsesse, Mette-Marit, har fået konstateret en usædvanlig variant af lungefibrose, som i perioder vil kunne begrænse udøvelsen af hendes officielle program. Det oplyser hoffet i Oslo onsdag.

- Mette-Marit har igennem en periode gennemgået omfattende helbredsundersøgelser, og der er påvist en ualmindelig variant af fibrose i lungerne, siger kronprinsessens læge, professor Kristian Bjøro.

Det er indtil videre ikke afklaret om lungesygdommen er et led i en mere omfattende autoimmun sygdomsproces, eller om der er andre årsager som ligger til grund for lungeforandringerne.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra kongehuset.

Jeg har i en del år jævnligt haft helbredsproblemer, og nu ved vi mere om, hvad der ligger til grund for det.

- Tilstanden betyder, at arbejdskapaciteten vil variere, siger Mette-Marit, som understreger, at hun vil arbejde så meget som muligt.

Men den begrænsede mulighed for at arbejde er også en af årsagerne til, at kronprinseparret har valgt at fortælle om sygdommen.

- Det er selvfølgelig aldrig behageligt at snakke om sit helbred i offentligheden. Men i perioder, hvor jeg skal undersøges og behandles, vil jeg være væk en stor del af tiden.

- Derfor bliver vi nødt til at fortælle om det, så der ikke opstår for mange spekulationer, siger den 45-årige kronprinsesse.

Hun indrømmer samtidig, at det er hårdt ikke at kende sin fremtid. Hun forbliver dog optimistisk.

- Jeg tror, noget af livet handler om at lære at leve med usikkerhed. Sådan er det også for mig, men jeg er meget optimistisk omkring fremtiden, og jeg er glad for, at jeg har så dygtige folk omkring mig.

- Og jeg er ikke mindst glad for, at det er blevet opdaget så tidligt.

Mette-Marits undersøgelser og behandling sker på Rigshospitalet i Oslo i samarbejde med læger i udlandet.

/ritzau/NTB