Kong Harald blev mandag indlagt for en infektion, som skulle behandles med intravenøs antibiotika.

Norges 85-årige kong Harald er blevet udskrevet fra rigshospitalet i Oslo.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Han er i bedring efter at have pådraget sig en infektion, lyder beskeden.

- Hans Majestæt Kongen er nu udskrevet. Kongen er i bedring, men han vil tage det med ro nogle dage, skriver kongehuset.

Den norske avis VG bringer onsdag billeder af, at kongen forlader hospitalet.

Kong Harald blev mandag indlagt på Rikshospitalet efter at have fået påvist en infektion, som skulle behandles med intravenøs antibiotika.

Dronning Sonja besøgte tirsdag kongen på hospitalet.

Det går rigtig godt. Kongen kommer nok hjem om et par dage, og det glæder vi os alle til, sagde den 85-årige dronning til pressen.

De seneste år har kong Harald flere gange været forbi hospitalet.

I begyndelsen af 2020 blev han indlagt på Rikshospitalet for svimmelhed. Han blev raskmeldt og udskrevet et par uger senere.

Senere på året blev han indlagt på ny. Her gennemgik han en vellykket hjerteoperation, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.

Han blev senest opereret i 2021 for en seneskade over højre knæ. Den operation var vellykket, og kongen blev senere erklæret i fin form.

Kong Harald er oldebarn af den danske kong Frederik VIII.

Men modsat dronning Margrethe, der kan spejle sig i en lang række af forgængere, så har den norske konge kun få at se tilbage på.

Først da Norge i 1905 løsrev sig fra unionen med Sverige og blev et selvstændigt land, ønskede befolkningen en konge som overhoved.

Kong Harald er blot den tredje konge i rækken i Norge. Han, dronning Sonja, deres to børn og fem børnebørn følges tæt af nordmændene.

Det er kronprins Haakon, der står til at arve tronen, når kongen dør.

/ritzau/NTB