Et nyt stjerneskud indtager de danske biografer, når filmatiseringen af den første roman i Lene Kaaberbøls eventyrserie "Vildheks" får premiere til næste efterår.

Tiårige Gerda Lie Kaas, der er datter af skuespilleren Nikolaj Lie Kaas, har nemlig landet filmens hovedrolle som Clara.

Det annoncerer Good Company Films i en pressemeddelelse.

Sonja Richter spiller heksemoster til Gerda Lie Kaas i 'Vildheks'.
Sonja Richter spiller heksemoster til Gerda Lie Kaas i 'Vildheks'. Foto: Tine Harden
Vis mere

Clara er umiddelbart en ganske almindelig skolepige, indtil hun finder ud af, at hun tilhører en gammel slægt af vildhekse, der har en helt særlig kontakt til naturen og dyrene.

Clara bliver nemlig angrebet af en kat, og efter et besøg hos sin moster finder hun ud af, at hun selv er en vildheks, og at katten er hendes vildven, som prøver at beskytte hende mod en ond heks.

Foruden Gerda Lie Kaas i rollen som Clara er blandt andre Sonja Richter, "Matador"-veteranen Kirsten Olesen og "Nordkraft"-stjernen Signe Egholm Olsen på rollelisten.

Optagelserne til filmen er netop startet i skovene i Ungarn, og filmen forventes at få premiere op til efterårsferien 2018.

/ritzau/FOKUS