Den tidligere Playboy- samt H&M model, Anna Nicole Smith, ønsker at få Elvis Presleys patolog til at undersøge, hvad hendes 20-årige søn døde af.

Den stenrige millionarving vil ikke acceptere, hvad den offentlige patolog kommer frem til i undersøgelse nummer to - hun ønsker, at hendes egen valgte patolog skal undersøge liget af hendes 20-årige søn, skriver nyhedsbureauet AP.

Daniel Wayne blev fundet død i en stol i sin mors værelse på et hospital i Bahamas, hvor Nicole Smith bare tre dage tidligere havde født en pige.

I første omgang troede hun, at sønnen bare sov, men siden viste det sig, at han var død. Politiet vil ikke afvise, at der kan ligge en forbrydelse bag.

Den første obduktion har ikke umiddelbart kunne forklare dødsårsagen. Og der er ikke fundet spor efter narkotika eller andet, som kunne tyde på en eller anden form for vold.

Derfor ønsker Nicole Smith, at den patolog, der undersøgte Elvis Presley - men også den kun 6-årige barnemodel JonBenet Ramsey, skal undersøge hendes søn.

Manden hun peger på, er den 75-årige Cyril Wecht, der er berømt for sin ekspertise omkring dødsfald blandt de berømte.

Den 75-årige læge bekræfter overfor AP, at han skal obducere den 20-årige, men ønsker derudover ikke at kommentere dødsfaldet.

Wecht blev i sin tid berømt, da han kritiserede efterforskningen af drabet på præsident John F. Kennedy.

Daniel Wayne Smith er Anna Nicoles første barn, som hun fik med eks-manden Bill Smith. De var gift i bare to år.

Siden giftede hun sig med oliemilliardæren Howard Marshall. Hun var på det tidspunkt 26, han 89. Og døde året efter.

Der var ingen børn i det ægteskab!

haj@bt.dk