Han har været vant til at tørne ud på grønsværen for landsholdet og klubber som engelske Arsenal og F.C. København.

Nu er Nicklas Bendtner gået ind i e-sport og har startet et nyt Counter-Strike-hold.

Det oplyser virksomheden Prosapia Esport i en pressemeddelelse ifølge DR.

Det var Nicklas Bendtners holdingselskab, der tidligere på året stiftede virksomheden, hvor han selv blev indsat som direktør.

Selv fortæller den 34-årige tidligere fodboldspiller, at projektet oprindelig startede, da coronapandemien kom til landet. Her var han buret inde i isolation og begyndte at spille Counter-Strike.

- Det gav mig en form for forbindelse til verden udenfor. Mit kendskab og interesse voksede, og jeg lærte om e-sport-industrien og den påvirkning, den har på unge mennesker, der arbejder virkelig hårdt for at nå toppen.

- Derfor startede jeg Prosapia Esport, så mine ansatte og jeg kan hjælpe unge og lovende talenter med at nå deres mål. Men vigtigste af alt giver Counter-Strike mig glæde, siger Nicklas Bendtner ifølge mediet.

CS:GO-holdet består af fem unge spillere i alderen 15 til 19 år, der blandt andet er valgt på baggrund af deres store viljestyrke, beslutsomhed og talent, skriver DR.

/ritzau/