Streamingtjenesten har offentliggjort endnu en trailer til tredje sæson af sci-fi-serien "Stranger Things".

To uger før premieren på tredje sæson af den 80'er-nostalgiske hitserie "Stranger Things" har Netflix offentliggjort en ny trailer, som viser, at uhyggen og det mangearmede monster vender tilbage i den kommende sæson.

Det tre minutter lange videoklip afslører blandt andet, at monstret, som kommer fra en anden dimension, formentlig har fundet en ny vært, efter det forlod hovedkarakteren Will, spillet af 14-årige Noah Schnapp.

Netflix oplyser i en pressemeddelelse, at den nye sæson - ligesom de to foregående - kommer til at foregå i byen Hawkins i den amerikanske delstat Indiana, men at året nu er 1985 altså året efter handlingerne i anden sæson.

- Sommeren bliver varmere og varmere, skolen er lukket, et helt nyt indkøbscenter er kommet til byen, og børnene fra Hawkins nærmer sig de voksnes rækker. Romantikken blomstrer og komplicerer forholdene i gruppen, og de er nødsaget til at finde ud af, hvordan de vokser op uden at vokse fra hinanden.

- I mellemtiden lurer faren. Da byen bliver truet af fjender, både bekendte og nye, må Eleven og hendes venner huske på, at det onde aldrig slutter, det udvikler sig. De bliver nødt til at holde sammen og huske, at venskab altid er stærkere end frygt, lyder det i pressemeddelelsen.

I tredje sæson af den Emmy-vindende serie får fans et gensyn med alle fem børnehovedkarakterer, inklusive Millie Bobby Brown som Eleven, Finn Wolfhard som Mike og Noah Schnapp som Will.

Danske Linnea Berthelsen var på rollelisten i anden sæson af "Stranger Things", men hun spiller ikke med i den kommende sæson.

"Stranger Things 3" får premiere på Netflix 4. juli.

Se den nye trailer her: https://www.youtube.com/watch?v=XcnHOQ-cHa0

/ritzau/