Natasha Al-Hariri er vokset op i Hellerup, men blev født under sine forældres flugt fra borgerkrigen i Libanon i 1989.

Selvom hendes mor har fortalt om flugten, var det først som 27-årig, da hun rejste rundt i Europa for at møde mennesker på flugt, at hun forstod sine forældres virkelighed som flygtningeforældre i Danmark og ensomheden i forhold til at opfostre børn i et fremmed land.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

»Det første, der faldt mig ind, var, da jeg rejste rundt i Europa i 2015 for at lave en dokumentar for DR2 under flygtningekrisen. Det gav mig virkelig meget klarsyn over mine egne forældres rejse til Danmark, og hvorfor de har været forældre og mennesker på den måde, som de har været. Jeg oplevede på første hånd, hvad det er, mennesker går igennem mentalt, når de flygter. Jeg har altid fået det berettet, især fra min mor, men at se det på andre gav mig virkelig et indblik i mine forældre og deres historie og dermed også i min egen historie.«



Hvordan har de været som forældre?

»De har været så gode forældre, som de overhovedet kunne være. De gav alt, de kunne – og gør det stadig. Det var jo for vores skyld, at de flygtede, og det er jo enormt at gøre for sine børn. Men de har været begrænsede og har levet med en konstant længsel efter det liv, de engang havde, og de har været meget alene i Danmark. Den ensomhed har præget dem meget, for det er bare ikke altid nok at være far-mor-og-børn, det betyder meget at kunne dele sine børn med nogen. Det kan jeg selv mærke, efter at jeg er blevet mor. Hvis jeg ikke havde mine forældre og søskende her, så ville jeg da være enormt ensom.«

Hvad er din største hjertesorg?

​»Min største hjertesorg er i min opvækst. Jeg er vokset op uden nær familie ud over mine forældre og søskende, og jeg har altid været tæt knyttet til min mormor, som bor i Libanon. Da vi var små, rejste vi derned over sommeren, og jeg græd altid, når vi skulle hjem. Det har altid været en hjertesorg kun at se hende én gang om året, og nu har jeg ikke set hende i tre et halvt år. Hun er gammel, og det er virkelig svært ikke at kunne være omkring hende i hendes sidste tid. Det er blevet et meget tydeligt afsavn, nu hvor jeg kan se, hvor meget glæde mine egne børn har af deres bedsteforældre.«

Hvad har du lært af at blive mor?

​»Jeg føler nærmest, at alt, jeg lærte, før jeg blev mor, er blevet omformet af at være blevet mor. Det har næsten været nødvendigt at lære tingene på ny. Men særligt har jeg lært at være omstillingsparat. For eksempel bare at rydde kalenderen, fordi ens barn er blevet syg. Det er grænseoverskridende aldrig at kunne sætte sig selv først, men jeg har også lært, at alting nok skal gå. Man lærer også af sine børn og overtager nogle af de fine værdier, som børn har. Jeg har især lært at sige 'pyt' og bare komme videre.«

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

​»Man kan jo nemt blive bagklog, men et godt råd til mig selv dengang ville være, at jeg skulle være stolt af den, jeg var, og det, jeg kom af – for det har jeg ikke altid været. Det handler meget om, at hvis man gerne vil ændre noget, så må man også stå ved det, som man gerne vil ændre. Der har været – og er stadig – nogle ting i det her samfund, som ikke er i orden, når det kommer til, hvordan personer med minoritets- og flygtningebaggrund oplever at være en del af fællesskabet. Eller mangel på samme. Hvis man gerne vil gå forrest, må man gøre det med alt, hvad man er – og det har jeg valgt at gøre. Det er den største ros, når yngre kvinder fortæller mig, at jeg motiverer dem til at tage del i den offentlige debat og være dem, de vil være, uden skam. Det rører mig virkelig, for det er jo derfor, jeg gør det. Jeg havde ikke selv sådan et forbillede, så på en måde får jeg ros af den pige, jeg selv var for 15 år siden.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.