To voldelige overfald på teenagesønnen sendte hele familien i terapi.

- Søg hjælp. Sådan lyder rådet fra skuespiller Peter Mygind til forældre, hvis børn har været udsat for meningsløs vold. Et råd, der blev aktuelt efter en påske, der kostede det 16-årige avisbud Deniz livet.Hele familien Mygind måtte selv gå i terapi efter to overfald på deres søn, Julius.

Voldsofre er ikke de eneste ofre. Deres familier lider også. Men det er en anden smerte, end den ofret har oplevet, da han lagde krop til spark, slag og tæsk. Det er smerten over, at dit barn mister tilliden til andre mennesker, fortæller skuespilleren Peter Mygind, der sidste år pludselig fik meningsløs vold tæt ind på livet.

Vidner gjorde ingenting
Hans dengang 14-årige søn, Julius, blev overfaldet to gange inden for kun tre måneder af indvandrerbander.

- Bagefter følte jeg en kæmpe afmagt og sorg. Jeg var helt tom indeni og ulykkelig over, at min dreng i sådan en tidlig alder skulle miste troen på omverdenen, fortæller Peter Mygind.

Meningsløsheden blev ekstra understreget af, at begge overfald skete i dagtimerne, samtidig med at flere forbipasserende var vidner, men ikke greb ind.

- Ved det andet overfald blev han sparket ned 50 meter fra vores hjem. Ovre på den anden side af gaden så han en kvinde, der var ude at lufte sin hund. Hun var standset op for at samle en hundelort op, og bagefter kiggede hun over på dem. Men hun gjorde ikke noget, lyder den uhyggelige beretning fra Charlottenlund, hvor familien Mygind bor.

20 skoaftryk på jakken
Begge gange skete overfaldene fuldstændigt umotiveret, da Julius hverken kendte gerningsmændene i forvejen eller havde provokeret dem. Tværtimod havde han forsøgt at hjælpe drengene bag det andet overfald, da de havde spurgt om vej. Det var tre tunesiske brødre, hvor den yngste kun var 12 år. Da Julius talte med dem, gik en af brødrene om bag ham og sparkede ham, hvorefter han blev hevet ned på fortovet og gennem­sparket.

- Bagefter talte jeg over 20 skoaftryk på hans jakke, fortæller Mygind, som bagefter måtte køre sin dreng til skadestuen, da han havde fået en stor flænge i hovedbunden.

Overfaldene vendte op og ned på de overbevisninger, som Mygind havde baseret sin opdragelse på.

- Jeg har opdraget Julius til at være åben og hjælpe andre, og det havde han gjort. Det gav slet ingen mening. Bagefter prøver du at finde en logik i det, men det er der slet ikke, siger Peter Mygind om den magtesløshed, som sendte familien i terapi.

- Det var nødvendigt for at bearbejde sorgen og afmagten, uddyber familiefaren, der efterfølgende måtte kæmpe mod trangen til at følge sin søn i skole og køre ham til og fra alle hans aftaler.

Selvom Julius allerede dagen efter gik alene på gaden igen, så var han alligvel mærket af overfaldene, fortæller hans far.

- Han ændrede adfærd fra at være åben og udadvendt til at trække sig ind i sig selv. Som forældre skal man være virkelig opmærksom på de små tegn, for det betyder, at de har brug for hjælp, siger Peter.

Måtte bare gøre noget
Overfaldene på sønnen fik Peter Mygind til at gå ind i kampen mod vold, og han har det seneste år holdt adskillige foredrag om emnet. Han støtter også op om Natteravnene, der bruger ham som ambassadør til at tiltrække andre forældre.

- Jeg måtte bare handle. Gøre et eller andet, så det stopper. Og det er mit råd til alle andre forældre: Træd aktivt ind i de foreninger, der er. Få først hjælp, og hjælp dernæst andre, siger skuespilleren, der selv har været i kontakt med hundredvis af pårørende til voldsofre det seneste år - enten på mail eller over telefonen.

Julius har det godt i dag og har ikke længere mén efter overfaldene.