Peter Myginds far har lært ham at rumme andre mennesker - og ikke at hidse sig op over smadrede biler.

Når Peter Myginds sønner er kommet hjem med ridser i fars bil, er den folkekære skuespiller aldrig blevet vred.

Han har sagt: "Er du okay?", for det er kærlighed, siger han.

En kærlighed, som han selv har mærket på samme måde fra sin far, Søren Mygind, som for nylig døde på Rigshospitalet efter kort tids indlæggelse.

- Jeg kan ikke mindes, at min far har råbt eller været vred. Jeg har smadret hans bil to gange, og han sagde kun: "Er der sket noget med dig?".

- Jeg prøvede her i ugen at komme i tanke om, hvilke konflikter jeg har haft med ham. Men jeg kan ikke komme i tanke om noget. Jo, jeg har været sur på ham, fordi han sendte mig på kostskole i Schweiz i fem år, men det gjorde han ikke i vrede, fortæller Peter Mygind.

Den 56-årige skuespiller, som blandt andet er kendt fra tv-serier som "Taxa", "Borgen" og "Nikolaj og Julie", sad hos sin far sammen med farens kone, da han døde.

- Det er så voldsomt, det sidste åndedrag. Brystkassen stoppede med at bevæge sig, og så blev der stille i fem minutter. Vi sad og kiggede på hinanden, hans kone og jeg.

- Men så kom der en sidste høj lyd, hvor kroppen lukker den allersidste luft ud. Det er virkelig voldsomt, fortæller Peter Mygind.

Han var dog så afklaret med farens død, som man nu kan blive.

Lægerne havde i mange dage sagt, at det ikke varede længe, og Søren Mygind ville gerne have fred.

- Han blev 85 år, og han har levet livet. Hele ugen op til sagde han: "Jeg har prøvet det hele, jeg har levet livet. Jeg vil ikke mere".

- Klokken 22 drak jeg en øl med ham, og han sagde: "Det smager sgu dejligt". Så døde han halv fem om morgenen, fortæller en tydelig berørt Peter Mygind.

Han tøver ikke, når han bliver spurgt, hvad det vigtigste er, han har lært fra sin far.

- Rummelighed og ikke at hidse sig op over materielle ting, der går i stykker.

- Jeg sad tre timer med en præst den anden dag og skulle beskrive min far over for et menneske, der ikke har mødt ham. Det er så uvirkeligt.

- Men jeg sagde, at han var verdens mest rummelige og charmerende menneske. Han har lånt så mange penge ud til venner og aldrig bedt om at få dem igen, fortæller han.

Efterfølgende har der været en masse praktiske ting, som Peter Mygind har skullet ordne, blandt andet at lukke farens telefon.

- Det er helt vildt mærkeligt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke kan ringe til ham. Det gjorde jeg tit, men det kan jeg ikke mere. Jeg har stadig hans nummer, og jeg tænker, at jeg aldrig sletter det, siger Peter Mygind.

/ritzau/