Den uhyre populære pianist er tilbage i sit eget element med DR Pigekoret, forklarer han om sit exit.

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned for at begrænse spredningen af coronavirus, lancerede DR et morgensangsprogram med dirigenten Phillip Faber ved tangenterne for at samle seerne om den danske sangskat.

Nu fortsætter DR så succesen, men uden Phillip Faber i front, annoncerer tv-stationen i en pressemeddelelse.

I stedet skal sangerinden Kaya Brüel og multiinstrumentalisten Ole Kibsgaard fremover stå i spidsen for morgensangsprogrammet, og fra Phillip Faber lyder det, at han er helt tryg ved at overlade opgaven.

- Kaya og Ole er så ægte og musikalske, så det kan kun blive godt. Ole spiller fantastisk på mange forskellige instrumenter, og Kaya synger vidunderligt. Jeg glæder mig til at synge med fra sidelinjen, siger Phillip Faber i pressemeddelelsen og forklarer samtidig sit exit:

- Lige nu er jeg selv afsted med DR Pigekoret for at sparke sæsonen i gang, så jeg er tilbage i mit helt eget element, og det har jeg glædet mig så meget til, siger Phillip Faber.

Og det nye værtspar ser frem til at overtage stafetten fra den uhyre populære pianist.

- Det er helt unikt at dyrke danske sange i fællesskab på den måde, siger 47-årige Kaya Brüel i pressemeddelelsen og bliver suppleret af Ole Kibsgaard:

- Følelsen af at synge sammen gør bare noget med stemningen og fællesskabet, mener den 54-årige musiker.

DR afslører, at "Jutlandia", "I Østen stiger solen op", "Jeg er havren" og "Det er sommer, det er sol, og det er søndag" er blandt de første sange, som skal synges, når de nye udsendelser går i luften fra onsdag den 12. august.

/ritzau/