Efter en stærk start blev der sluttet svagt af over to timer, der bød på alt fra jazzjam over punk til reggae: Sting & Co. gav en koncert, som svingede temmelig meget i kvalitet.

Omkring midten af 1970’erne – da rockmusikken efterhånden var blevet lige en tand for kunstnerisk – brød en bølge af punkband frem. En musikstil, hvor nærmest enhver kunne samle en guitar op, være med og blive stjerne; var man da bare i stand til at spille tre akkorder eller råbe en sangtekst.

Det var også storhedstiden for reggaen, som ledtes af Bob Marley. Sting (med det borgerlige navn Gordon Sumner) besluttede sig for, at starte The Police for at kaste sig ud i en fusion af disse to genrer.

Selvom bandet kun nåede at eksistere i knap 10 år, nåede de at indspille en lang række sange, der ikke blot blev kæmpehit, men også med årene har opnået klassikerstatus.

Siden har Sting viet det meste af sit liv til en solokarriere, der i 1990’erne tog en finpoleret, gabagtig drejning. Og selv samme Hr. Sumner har i lang tid nægtet at gendanne The Police. Nu gjorde han det så alligevel i januar, og Police barslede med en verdensturné.

Med en gennemsnitsalder på omkring de 60 nærmer bandmedlemmerne sig i dén grad pensionsalderen: Har Sting, guitarist Andy Summers og den eminente trommeslager Stewart Copeland overhovedet evnerne til stadig at spille deres fusionsmusik i en grad, så tilhøreren stadig fornøjes?

Det var der mulighed for at vurdere lørdag aften, hvor turnéen ramte Vestereng nord for Århus, og hvor Police i øvrigt – for første gang i over 25 år – optrådte på dansk grund.

Service til folket

Den kæmpe scene med tilhørende, overdådigt lysshow var medvirkende til, at formentlig alle 40.000 tilskuere ville få en god oplevelse ud af aftenen. Og heldigvis viste det ustadige vejr kun tænder i form at lidt drypregn.

Aftenens første nummer, megahittet ’Message in a Bottle’, blev leveret som et levende eksempel på den sprælskhed, der præger The Polices musik; de kan stadig, var den første tanke.

Og så var det en stor fornøjelse at se trioen så tændte og opsatte på at give de fremmødte en god oplevelse trods de noget kølige forhold. Sting var ét stort smil, og han fik kompetent opbakning af den 65-årige alderspræsident, guitarist Andy Summerrs og ikke mindst den ganske eminente trommeslager Stewart Copeland.

Sidstnævnte fik især vist sit værd under ’Wrapped Around Your Finger’, hvor alt fra gonggong til xylofon blev taget i brug; her blev fokus stjålet fra frontmand Sting.

Hvad der imidlertid var et af de større problemer ved Polices to timer lange koncert var deres evige lyst til at jamme under numrene, så de fleste af dem blev trukket alt for langt ud.

Dét kom klarest til udtryk under det, nogen – med rette – vil kalde maltrakteringen af klassikeren ’Roxanne’, der blev trukket ud over 10 minutter, og derved komplet mistede pusten.

Fra teenagere til pensionister

Paradoksalt nok, var det klassikerne i stil med netop ’Roxanne’, der blev aftenens højdepunkter – det var under numre som ’Do Do Do Do, De Da Da Da’ og især ’Outlandos d’Amour’-skæringerne ’Can’t Stand Losing You’ og ’So Lonely’, at Police virkelig fik hevet tilskuerne med på fællessangen.

Desværre var der også for mange sovepuder indlagt, hvor især ’Invisible Sun’ og ’Walking in Your Footsteps’ skæmmede, og for alvor fik sat gang i smalltalken pladsen over. Som koncerten skred frem blev flere og flere rustpletter synlige.

Værst var de to sidste ekstranumre ’Every Breath You Take’ og ’ Next to You’, der blev leveret med en komplet mangel på indlevelse.

Det var en skam at se de aldrende idoler opføre sig som en flok energiske teenagere i starten af koncerten, for så på halvanden time at udvikle sig til de trætte pensionister de ligner udadtil. Så hjalp det i sidste ende lige vidt med højdepunkterne og det faktum, at hvert bandmedlem – alderen til trods – leverede en sublim præstation.