Kys, kram og kliker går aldrig af mode. I den nye danske ungdomsmusical »Oscar« er unge i Nordsjælland også vilde med faste forhold. Samtidig er pigerne så generte bag de halvnøgne, tjekkede facader, at de knap tør kysse, og drengene er rene dengser. Det holder ikke en meter.

Men det er flot at se på. En høj gangbro og en buet skærm er de enkle rammer om et kompliceret, privillegeret teenageliv. Den farvestrålende lyssætning er en rockkoncert værdig, og sådan må det være, når man laver musical for, om og med unge. De ambitiøse speedsnakkere påstås at være 17-18 år, men opfører sig som 15-16 årige.

Oscar, ny dreng og mobbemål, spilles og synges storartet af kun 15-årige Alexander Vargas Blay, som forrige år lagde Cirkusbygningen ned med sin sejge Gummitarzan. Oscarrollen er skåret over præcis samme læst, men når ikke samme højder. Bina Hjorth er ferm til at fange de unges jargon og omgangsformer, men ikke til at skrive en troværdig, spændende historie uden moraliseren.

Musicalmaskinen snurrer effektivt, og der er kønne ballader og en flot ensemblesang »Topkarakter«. Den siger alt om tidens krav om at score og forældrepres. Koreografien er traditionel, men alle 50 medvirkende imponerer med energisk, tempofyldt og præcis showdance.

Skingrer om kap
Breakdansen fejler heller ikke noget, men det gør sangen. Pigerne skingrer om kap og savner en høreværdig solist i hovedrollen som klassens stjerne. Mere end én sang med ørehængerpotentiale går i vasken.

Omvendt oplever man betydelig musikalitet og vokal sikkerhed hos drengene - især solisterne.

Med storsangen »Tilgiv mig« om sin småkriminelle fortid træder Alexander Blays Oscar i karaktér. Mens slutsangen »Accepter os som dem vi er« svømmer i sentimentalitet og understreger, at »Oscar« er for lang, for tynd og for meget. Men teenagebørn vil labbe den i sig. Gi' dem en tur i Trommen.