Tv-værten Line Baun Danielsen og politikeren Morten Helveg Petersen er nyforelskede.

Med forårets komme florerer amorinerne. Og nu er Amors pile nået til de radikales forsvarsordfører Morten Helveg Petersen og studieværten Line Baun Danielsen. Senest blev de fotograferet af ugebladet Se og Hør i varm omfavnelse på en kærlighedstur til Berlin. Nu bekræfter Morten Helveg Petersens lillebror Rasmus Helveg Petersen, at følelserne imellem de to er i fuldt flor.

- De er vildt forelskede, siger Rasmus Helveg Petersen til B.T.

Ifølge lillebror er romancen ganske ny og kun få måneder gammel.

- De mødte hinanden lidt tid efter påsken, fortæller Rasmus, der er trådt i storebrors og fars, den tidligere minister Niels Helveg Petersens, fodspor og opstiller til Folketinget for Det Radikale Venstre i Holbæk-kredsen.

Scroll ned og læs mere

Turtelduerne tier
På turen til Berlin i forrige uge viste Morten og Line gladeligt deres følelser for hinanden. Lørdag gik de rundt i Berlins gader, hvor de blandt andet nød et måltid på den hippe café Cayetano. Her blev der både udvekslet kys og kram. Det skriver seoghor.dk.

Morten Helveg Petersen er i øjeblikket med forsvarsminister Søren Gade og resten af forsvarsudvalget på udvalgsrejse til Paris. Han ønsker ikke at tale om sin nyforelskelse.

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til på nuværende tidspunkt, sagde en hemmelighedsfuld Morten Helveg Petersen, da B.T. fangede ham på mobilen.

Line Baun Danielsen var ikke til at træffe for en kommentar.

Begge to er fraskilte. Line Baun Danielsen blev separeret fra fodboldhelten Jan Bartram i juni 2006, mens Morten Helveg Petersen få måneder efter flyttede fra sin kone, Katja.