Filmaktuelle Morten Grunwald nyder livet sammen med sin store kærlighed gennem 42 år, Lily Weiding.

- Hun var meget skøn. Men jeg havde jo ingen overvejelser i den retning, selv om jeg nød at være tæt på hende aften efter aften, siger Morten Grunwald om kvinden, der pusler i rummet ved siden af.

I dag er han 72. Men var bare 25 år gammel, da han stod på Det Kongelige Teaters scene med bare lår, sandaler og brynje, ryggen mod publikum - og det samme salige smil om munden.

For i hans favn var Lily Weiding. Ligesom hun har været de seneste 42 år.

Stand-in for Reenberg
- Jeg var elev på Det Kongelige, og Jørgen Reenberg spillede en dobbeltrolle og skulle bruge en stand-in.

Så som første års elev blev jeg synet som ved et dyrskue. Og instruktør Erling Schroeder sad skamløst nede i salen og sagde til Reenberg: 'Ja, han er en lille smule bredere over røven end du, Jørgen, men vi tager ham', genfortæller Morten Grunwald med et grin om episoden, der førte til, at han aften efter aften havde Lily i sin favn.

- Hun var jo én af nationalscenens førende skuespillerinder og var gift med den førende skuespiller, Mogens Wieth. Så hun var jo ikke én, man stod og smalltalkede med, men var sød og venlig, fortæller Morten Grunwald, der havde svært ved at slå den skønne Lily ud af hovedet.

Sprang fra turné
Og lidt gensidigt var det. I hvert fald måtte Morten Grunwald springe fra en efterfølgende turné, hvor en statist kom i hans sted.

- 'Han var forfærdelig', fortalte hun senere. For han holdt så fast på hende, at hun ikke kunne komme fri. Så dér mindedes hun med vemod den blide unge Morten Grunwald, smiler han.

Fem år senere mødtes de igen.

Da var Lily Weiding enke og alene med to døtre. Og blide Morten fik slået benene væk under hende. 'Det er 42 år siden,' siger han og ser veltilfreds ud.

- Det er nok meget umoderne at holde sammen i så mange år. Men for os har det ikke været noget problem. Vi har nydt det, siger Morten Grunwald om forholdet, der chokerede mange. Fordi Lily Weiding er 10 år ældre end sin mand.

- Mine kolleger og kammerater kunne godt forstå, at jeg blev forelsket i sådan en dejlig pige. Men der var også dem, der blev forargede. Ikke mindst da vi efter tre år sammen ventede vores datter, fortæller Morten Grunwald, der i forbindelse med det netop overståede bryllup mellem Alexandra og Martin Jørgensen talte med sin kone om emnet.

Mor og søn
- Vi har jo været pionerer, som Lily sagde! Men det er utroligt, at man stadig kan forarges af det.

Lige da vi havde lært hinanden at kende, kom vi til at spille sammen på scenen i 'Bal i den borgerlige'. Som mor og søn. Det synes vi var ret morsomt. Og pressen fik jo ret meget ud af, at det nye kærestepar var mor og søn. Den fik ikke for lidt, smiler Morten Grunwald, der siden bl.a. spillede sammen med sin kone i 'Olsen Bandens sidste bedrifter', komedien 'Martha' og derudover adskillige teaterstykker.

I dag er det dog kun Morten Grunwald, der er filmaktuel. Nemlig i Lasse Spang Olsens 'Den sorte Madonna'.

Det er hans første film siden 'Olsens Bandens sidste stik' fra 1998, der er den indirekte årsag til, at Morten Grunwald er tilbage i det, han kalder sin 'ungdomskampvægt'.

- Den film blev jo meget dramatisk. Poul døde fra os. Og Tom Hedegaard. Og for mig var det lidt af et chok at konstatere, at jeg skulle have bygget en jakke i dobbeltstørrelse. Det var ligesom et gult kort for mig, fortæller Morten Grunwald, som fik to nye hofter og konstateret diabetes 2.

- Men det har jeg selv elimineret med min motion og ved at tabe mig. Man kan få fat i nakken på det, hvis man lærer at balancere sine kulhydrater og proteiner og afstår fra sukker. Det har ikke været svært. Og det er altså sjovere at have en normal vægt end 40 kilo for meget. Det er det, der gør, at jeg stadig er i live og kan bruges, siger Morten Grunwald, der dagligt tilbringer to gange en halv time på motionscyklen.

Tager en dag ad gangen
- Jeg tager en dag ad gangen og er glad, hvis jeg pludselig får en opgave. Jeg har ikke mange drømme tilbage. Kun at der efter den her sure vinter snart kommer forår, hvor jeg kan gå ned og stikke min kajak ud i vandet og tage en sejltur.

Jeg er håbløs optimist og fuld af forventning til det, der er tilbage. Jeg kan godt se på kalenderen og mit pas, at tiden er gået. Men jeg glæder mig til hver eneste dag, hvor jeg bare nyder at være sammen med min kone i vores hus.

Og nyder mine børn og fire børnebørn. De er jo livets dessert, smiler Morten Grunwald.

'Den sorte Madonna' har premiere i hele landet i dag.