Bente fra DR-programmet "Mormor på mandejagt" så sit snit til at give Dar Salim et langt kys til Zulu Awards.

Temperaturen steg i K.B. Hallen til Zulu Awards, da de modne kvinder fra DR-programmet "Mormor på mandejagt" indtog scenen for at tage imod prisen for Årets Originale Tv-program.

Bente Rosener var nemlig i den grad på mandejagt, da hun så sit snit til at give aftenens vært, Dar Salim, et stort kys på scenen.

- Det var vildt! Det kan ikke beskrives.

- Det var slet ikke aftalt, for jeg vidste ikke, jeg skulle møde manden. Det var pragtfuldt, sukkede Bente Rosener efterfølgende og kalder Dar Salim "en smuk mand".

Ikke nok med at Bente Rosener vandt en pris sammen med de andre fra "Mormor på mandejagt", så var kysset med Dar Salim også en slags tidlig fødselsdag.

68-årige Bente Rosener har nemlig fødselsdag fredag.

- Mon ikke han skal med i byen? Så når klokken at blive midnat, og så får jeg vel et kys mere, griner hun.

Bente Rosener vil gerne lave mere tv, men det er på betingelse af, at det bliver ligesom "Mormor på mandejagt".

Hun har været meget glad for sin deltagelse og for holdet bag, men fra sine omgivelser har hun fået meget blandede reaktioner.

- Jeg er blevet dybt såret, men jeg er også blevet glad. Det har været meget forskelligt.

- De fleste synes, det er vildt gjort. Jeg deltog blandt andet på grund af min alder, og så fordi jeg savner min mand hver dag. Vi var gift i 39 år, og han døde af lungekræft.

- Han ville sidde i dag og sige: Det er fandeme godt klaret, lillemor.

/ritzau/