Lyt til artiklen

Skuespiller Molly Egelind måtte høre spørgsmålet: “Hvornår skal I så have nummer to?” en del gange, men hun og manden Benjamin valgte at følge deres mavefornemmelse og vente, til de var helt klar.

Hvad har du især lært af at blive mor?

»Multitasking og prioritering! Det lærte jeg nok især, da jeg fik min ældste, Ellinor. Hun er otte år i dag, mens min yngste, Wilma, er halvandet. Wilma lærte mig til gengæld, hvor forskellige børn kan være, selvom de kommer fra de samme forældre.«

»Jeg tænkte, at vi bare ville få en mere af samme slags. Hun har også været med til at lære mig at være mere tålmodig. Min tålmodighed fik i hvert fald et nøk opad, for hun er en bestemt lille dame, haha.«

Hvordan har du ellers kunnet mærke forskel på at blive mor for anden gang?

»Aldersforskellen mellem Ellinor og Wilma er relativt stor. Derfor synes jeg egentlig, at vi har været i easy mode, fordi den ældste er så stor efterhånden. Hun er til at tale med, og det gør mig meget stolt og varm om hjertet, at hun kan udtrykke sine følelser så fint.«

»Da vi fik hende, gik jeg på Skuespillerskolen, og min mand og jeg var i gang med at skulle etablere vores karrierer. Der var generelt meget fart på i den periode, men hun har selvfølgelig altid stået forrest i køen. Nu kører det nogenlunde med al den karriere der, tænker jeg.«

»Så overskuddet og den fase, som vi er i i livet, gav lyst til at få et barn mere. Vi havde ikke kalkuleret med, at det skulle være på et bestemt tidspunkt, men i bagklogskabens lys er jeg ret glad for timingen.«

»Jeg er ikke et menneske, der på den måde planlægger ting, for jeg går altid med mavefornemmelsen, og min mand og jeg lytter til, hvad vi har lyst til. Vi gjorde ikke bare det, som mange nok forventede i forhold til, at der skal være få år imellem ens børn.«

»Der er i hvert fald mange, der i årenes løb har spurgt: “Hvornår skal I så have nummer to?”. Der var på et tidspunkt også en, der sagde: “I skal bare til at få det overstået”. Men jeg vil ikke have noget overstået! Slet ikke så stor en ting i livet. Det skulle være i vores eget tempo.«

Gjorde det jer i tvivl, når folk spurgte ind til, hvornår I skulle have et barn mere?

»Der har da været momenter, hvor vi har kigget på hinanden og spurgt: “Gør vi det forkert? Er der noget, vi har misforstået?”. Men mavefornemmelsen har trumfet det. Vi er gode til at tale om vores forventninger til livet, og hvad vi gerne vil.«

Skuespiller Molly Egelind
Skuespiller Molly Egelind Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vores første barn fik vi, fordi vi blev så forelskede i tanken om at blive forældre. Så vi gik og ventede på, at vi ville få det sådan igen med tanken om nummer to. For lysten skal være der. Selvom jeg ikke synes, at man kan sige, at det er hårdt at have to børn, kræver det noget, og ligesom med alt andet i livet, der kræver noget, skal det være lysten, der driver værket.«

Hvilket råd vil du give til dine to døtre?

»Hør efter, hvad jeres mor siger, haha. Ej, jeg vil sige, at de skal forsøge at være optimistiske og tro på, at tingene altid løser sig. Det giver nemlig et positivt drive til at klare sig igennem det meste. Man skal ikke bare sætte sig ned og vente på, at der kommer et mirakel, men den positive indstilling gør, at vejen til løsningen bliver nemmere. Derfor forsøger jeg altid selv at være optimist, selvom det ikke altid er lige til.«

Har du altid selv haft en optimistisk tilgang til livet?

»Overhovedet ikke.«

Hvornår er du så blevet bevidst om, at optimisme er vigtigt?

»Jeg havde nogle lidt svære teenageår, hvor jeg syntes, at alt var noget rigtigt møg og meget svært. Jeg følte mig ikke helt tilpas i skolen og sådan nogle steder. Jeg var den, der var udenfor, og derfor tænkte jeg, at det nok var mig, der var noget galt med.«

»Men den omstændighed ændrede sig, da jeg blev optaget på Skuespillerskolen. Det er et sted, hvor forskellighederne bliver fremhævet og fejret. Selvfølgelig skulle vi også lære at bruge vores stemmer på en bestemt måde og igennem Shakespeares samlede værker, men i virkeligheden synes jeg, at det var en uddannelse, der gjorde mig bedre til at være mig.«

»Det synes jeg skulle være alle forundt. Det var i hvert fald en øjenåbner for mig at komme derhen og begynde at se mig selv som en styrke. Det gav mig et mere optimistisk syn på tingene.«

»Optimismen kan dog nogle gange også være en lidt stressende følgesvend, fordi jeg tror, at jeg kan nå meget mere, end jeg måske lige kan. Men da jeg blev mor, måtte jeg lære at prioritere, sige nej til ting og respektere, at der kun er 24 timer på et døgn.«

Hvad har du især lært af din egen mor?

»Vi bruger hinanden rigtig meget. Hun har lært mig, hvor vigtigt det er, at man gør sig umage. Uanset om man så vil være skiltemaler, skuespiller eller bondemand. Hvis man gør sig umage, kan alt blive det vigtigste i verden. Hun pushede mig aldrig til at gå skuespillervejen.«

»Da jeg besluttede mig for at søge ind, sagde hun, at jeg skulle være helt sikker på, at der ikke var noget andet, som jeg lige så godt kunne lave – for så skulle jeg gøre det i stedet. Det er nemlig en hård uddannelse og branche, så man skal virkelig brænde for det.«