Viggo Sommer gelejder seerne rundt i et knaldhamrendeskævt TV-univers på Canal Wild Card. Selv gled han ind i en større nedtur, da »De Nattergale« stoppede for ti år siden. Han drømmer om gruppens genkomst.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En tidlig eftermiddag i Århus. I et dunkelt hjørne af kælderværtshuset »Under masken« folder Viggo Sommer først hænderne om sin fadøl og dernæst panderynkerne under borsalinoen. Han mindes den dag i 1994, da »De Nattergale« besluttede at stoppe seks års sejrstogt gennem den danske underholdnings-branche.

Publikum og pengene var år efter år væltet ind til deres koncerter. Men nu var legen slut. Stoppet af en vedvarende ringetone i makkeren Uffe Rørbæks tinnitus-plagede ører.

I tiden efter vaklede Viggo Sommer omkring med et ansigtsudtryk som den skræmt stirrende TV-vært Finn Nissen. Figuren, som han i øjeblikket spiller så knaldhamrende skråstreg sjovt i TV2s »Canal Wild Card World«.

Barberet ged
»Det var ikke et totalt sammenbrud, men i en lang periode levede jeg i forvirring og en halv depression. Jeg er ret rastløs og kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme videre alene. Det var noget af en nedtur,« husker Viggo Sommer og hiver en pakke Prince Light frem fra inderlommen.

Der viste sig at være et udmærket liv til ham efter succesårene med Uffe Rørbæk og Carsten Knudsen. Den 46-årige komiker og sangskriver optræder med et lille show sammen med sin ny makker, P4-radioværten Søren Dahl, og sidste år udgav han sin første solo-cd »Så sku' den ged vist være barberet«.

Dumt af os
Alt sammen ganske udmærket, men stod det til Viggo Sommer, blev »De Nattergale« gendannet i morgen.

»Jeg synes, det kunne være sjovt, og forretningsmæssigt er det dumt af os ikke at tage på turné i januar i kølvandet på årets julekalender,« siger han om samarbejdet med de to andre. Han regner dog med, trekløveret kører videre i TV-regi efter deres heldige comeback med Canal Wild Card.

Ikke desto mindre står Viggo Sommer akkurat samme sted som i 1994, når det nye år er skudt ind. Nemlig midt i et vadested. Han aner ikke, hvad han skal lave.

»Men netop fordi jeg har prøvet det før, er jeg ikke bange. Jeg tager det afslappet nu. Jeg ved af erfaring, at der sgu nok dukker et eller andet op. I min branche er det ligesom i fodbold. Man er aldrig bedre end sin sidste scoring,« siger han.

Mekaniker i Ansager
Viggo Sommer kommer fra landsbyen Ansager ved Varde. Og her kunne han såmænd have levet hele sit liv, hvis det ikke var, fordi bundkarret i hans selvopfattelse røg sig en tur efter udstået læretid hos den lokale automekaniker.

»Jeg så for mig, hvordan jeg resten af livet skulle gå og reparere folks biler, og tanken gav mig noget af en nedtur. Heldigvis er der i min familie tradition for at tage på højskole.

Jeg kan kun sige:

Gør det! Jeg kom på Silkeborg Højskole og vendte aldrig hjem igen,« fortæller han.

Siden Viggo Sommer var 13 år gammel, havde han spillet til baller og familiefester. Langsomt opdagede han sit komiske talent, for mellem numrene kunne han med få sætninger få folk til at skrupgrine. Så efter højskolen, en HF-eksamen og et sabbatår begyndte han så småt at optræde professionelt.

»Og så ville toget sgu ikke vende igen,« ler han gennem cigaretrøgen. »Det er både godt og skidt, for i perioder synes jeg, det kunne være fedt at få fyldt lidt mere i hovedet. Omvendt har jeg en frihed, som gør, at hvis jeg vil begynde på universitetet, kan jeg bare gøre det. Det er ligesom med det blanke papir, når jeg skriver. Det er bare at tage sig sammen.

Jeg ser jo, at Finn Nørbygård er begyndt at læse til psykoterapeut, og det tager jeg på sin vis hatten af for. Respekt for dem, der ændrer deres liv i stedet for at blive siddende, hvor de er, og forsure mere og mere. Men dér er jeg ikke selv. Jeg har det sgu meget godt.«

Hvis man hører et lille forbehold i Viggo Sommers bedømmelse af sin århusianske kollega, er det fuldstændig korrekt. »Finn'sk Fjernsyn« kalder han skånselsløst for »fuldstændig ligegyldig og behagesyg« underholdning.

»Uffe og jeg har sammen skrevet CWC, og vi har det grundlæggende sådan, at vi ikke kun vil lave pjat for pjattets skyld. Vores tekster skal helst indeholde en form for satire, uden at folk bliver spiddet helt vildt intellektuelt. I CWC er det noget med, at vi undrer os over TV-mediet. Hvad er det dog for noget meningsløst noget, vi alle sammen bruger så meget tid på,« siger Viggo Sommer i et forsøg på at forklare sin humor.

Én ting har han og Finn Nørbygård dog til fælles. De er begge gode til det med penge.

»Joh, jeg er da forholdsvis uafhængig. Jeg skal ikke klage, men jeg er altså ikke helt derude, hvor jeg aldrig behøver at lave noget mere,« siger han med sit vredne vestjyske smil.

Årene med »De Nattergale« var gode for bankkontoen, og pengene er placeret fornuftigt. Blandt andet i en villa i Risskov, hvor han bor med sin kone, en datter på 11 år og en søn på seks år.

»Nu er jeg jo ikke sådan indrettet, at jeg ikke ønsker at lave noget. Jeg har det bedst, når jeg bestiller noget. Jeg er vestjyde og vil hellere lade min opsparing overgå til børnene end tære på den - nå-ja, det betyder altså ikke, at jeg er nærig,« bedyrer Viggo Sommer med et grin.

»Penge betyder frihed for mig. Det er en fantastisk frihed, at jeg ikke behøver at lave noget hver eneste dag. Men jeg har aldrig haft et ekstravagant forbrug og køber altid mine biler brugt. Derhjemme har jeg et 15 år gammelt stereoanlæg, og det skal nok også snart skiftes ud, men det spiller sådan set godt nok. Så hvorfor egentlig?

Som ung prøvede jeg at være rigtig, rigtig fattig. Det er fucking forfærdeligt. Dét der med at låne penge af folk og så møde dem på gaden. Uuhhhh!« gyser han.

Skattegæld
»De første år som professionel havde jeg en skattegæld på 60.000 kr., og jeg glemmer aldrig den dag, jeg kunne gå ned på skattekontoret og aflevere de sidste 5.000 kr. Bagefter havde jeg stadigvæk 2.000 kr. i lommen og gav straks en omgang på mit værtshus. Det betyder meget for mig at være gældfri. Det skal ikke være nogen hemmelighed.

Ikke at jeg er gået efter pengene, men jeg er taknemmelig for, at de er kommet. Det er da en stor frihed at kunne tage sin familie med til Bali og være derude en lille måned,« siger Viggo Sommer, der blev far i en forholdsvis sen alder.

»Jeg var slet ikke interesseret i børn og troede aldrig, at jeg skulle have nogen. Men jeg er vildt glad for, at jeg nåede med på vognen. Det er hårdt arbejde indimellem, men det er godt for én at opdage, at der findes noget, som er større end én selv.«

Viggo Sommer fik en barsk debut som forælder. Datteren led af kolik de første tre måneder og skreg uafbrudt.

Vinduesprøven
»Min kone og jeg opfandt vinduesprøven. Den gik ud på at teste, om vi kunne gå ganske langsomt forbi vinduet uden at smide hende ud. Dengang boede vi i en lejlighed inde i Århus midtby,« ler Viggo Sommer.

Selv om han er på vej ud i vadestedet igen, har han det fint med sig selv og verden.

»Jeg har været pisseheldig og nået meget med mit forholdsvis beskedne talent. Jeg er godt klar over, at der med mine 46 år ikke er så langt til lukketid, som der har været. Og netop fordi jeg har opnået, hvad jeg med rimelighed kan forvente, er jeg ydmyg. Mine ambitioner er ikke, hvad de har været. Jeg er glad for det, jeg har, og skal ikke klage, hvis jeg kan få lov til at blive ved med at leve af min optræden. Jeg går ikke rundt med en stor film inde i maven,« siger Viggo Sommer og skodder cigaretten.

Når enden er god, er alting som bekendt godt. Viggo er lige nu en Sommer med høj sol. jla@bt.dk